Skip to main content

Full text of "De arabiske telte: skuespil i tre akter"

See other formats


Go ugle 



This is a digital copy of a book thai was preservcd for general ions on library shelves before il was carefully scanned by Google as part of a projecl 

to makc thc world's books discovcrable online. 

Il has survived long enough Tor the copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl 

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whcthcr a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books 

arc our galeways to thc pasl. rcprcscnling a wcalth ol'history. cullurc and knowlcdgc ihat's ol'tcn dillicult lo discover. 

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from the 

publisher lo a library and linally lo you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to 
prevent abuse by commercial parlics. iiiclutliujj pladujj lechnical reslrictions on aulomatcd querying. 
We alsoasklhat you: 

+ Make non -commercial u.se of the files We designcd Google Book Search for use by individuals. and we requesl thai you usc these files for 
personal, non -commercial purposes. 

+ Refrain from aiitoiatiteil t/nerying Do not send automaled queries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine 
translation. Optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We encourage the 
use of public domain malerials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find 
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use. remember thai you are responsible for ensuring ihat what you are doing is legal. Do not assume that just 
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other 

counlries. Whelher a book is slill in copyright varics from country lo counlry. and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of 
any specilic book is allowed. Please do nol assume ihal a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manncr 
anywhere in the world. Copyright iiifringcmcnl habil i ty can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover ihc world's books wlulc liclpinjj aulliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search ihrough llic lul I lexl of this lu mk on llic web 
al |_-.:. :.-.-:: / / books . qooqle . com/| 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle 

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog. 

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra 

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig ni opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige. 
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at, 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug 

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet. 

• Overhold regierne 

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogso»'iiiii|; 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti| 



GUDMUNDUR. KAMIAN 



DE ARABISKE TELTE 



SKUESPIL I 
TRE AKTER 



9 




V. PIOS BOGHANDEL — POVL BRANNER 
NØRREGADE — KØBENHAVN — 1921 



DB ARABISKE TBLTB 



GUDMUNDUR KAMBAN 

MARMOR 1918 

VI MORDERE ... 1920 



GUDMUNDUR KAMBAN 

*i 

DE ARABISKE TELTE 

SKUESPIL I 
TRE AKTER 




V. PIOS BOGHANDEL - POVL BRANNER 
NØRREGADE - KØBENHAVN - 1921 



Copyright 1921 
by Qudmundur Kamban 



S. L MØLLERS BOGTRYKKERI - KØBENHAVN 

»1987 



PTS-/7S" 



FRU SYLVIA THORLACIUS, Slægtens Ældste 

EGGERT THORLACIUS, hendes Søn 

FRU DAGMAR, hans Hustru 

KARL 

BALDVIN \ deres Børn 

SIGTRUD 

VIBEKE 

LOUISE } deres Svigerbørn 

Dr. VIGGO MOHR, Læge 

PROFESSOR AXEL THOMSEN, Dr. med. 

FRU STEFANIA THOMSEN, /. Thorlacius, hans Hustru 

ANNA, Stuepige 

Sted: Tid: 

København Vore Dage 

Mellem Akterne: et halvt Aar — ét Aar 



144 



FØRSTE AKT 

Kabinettet — et ottekantet Værelse, hvoraf der kun ses 
fire Vægflader: de to i Baggrunden, hver med sit Vindue. 
Tilhøjre Der. Stuen er holdt i en spinkel rund Chester- 
fieldstil med en Sofa i Forgrunden titvenstre og et otte- 
kantet indlagt Bord foran; i venstre Baggrundshjørne et 
Chatol, i det højre et højt mørkt antikt Skab, hvorpaa der 
staar et gammelt Bronceur. I Hjørnet mellem Vinduerne 
lave Bogreoler Væggene er betrukket med musegraat Silke, 
og Møblementet overtrukket med samme Farve. Væghylder 
rundt om i Mandshøjde fra Gulvet. Under et persisk Tæppe 
i matgrøn Farve er Qutvet belagt med rustbrunt Filt: her i 
denne Stue fanger de tykke Tæpper Lyden af hvert Fodtrin. 
Oppe i Loftet hænger en Lampeskærm af Silke, som en dyb 
ferskenfarvet Parasol. Paa Chatollet en lille Marmorlampe. 
Yderst i Forgrunden tilhøjre en Kamin med et Isbjørne- 
skind foran og en lav Taburet ved Siden af. Kun Marmor- 
lampen er tændt, og til Trods for de stille lyse Gløder i 
Kaminen er det halvmørkt i Stuen. 

I Sofaen sidder en Kvinde med glat, snehvidt Haar. 
Hun er meget gammel og meget træt. Hun sidder højt 
oppe i Sofaen, rank, med Øjnene lukkede, som om hun sad 
i dybe Tanker. Men hun tænker ikke, hun slumrer sødeligt. 
Ovenover hendes Hovede, paa Væghylden over Sofaen, staar 
en Vase af mat Sølv fuld af hvide Roser. Der gaar en 
lille Tid, hun trækker Vejret roligt, men hendes Aandedrag 
høres ikke. Saa falder en Roses Blomsterblade lydløst ned 
paa hendes Ansigt. Men hun vaagner ikke. Bronceuret 
paa det antike Skab slaar ni Slag med en sprød, lys Klang. 
Men hun vaagner stadig ikke. Paa en gammel italiensk 
Violin, der hænger i Hjørnet ovenover Reolerne, springer 
pludselig Kvinten Da vaagner 

FRU SYLVIA. Hun ser først paa Rosenbladene i 
Sofaen, dernæst op paa Vasen paa Hylden, gnider 
Øjnene, samler de faldne Blade i sin Haand og lægger 
dem paa Bordet. Saa rækker hun Haanden ud efter et 



8 

lille Stykke Hækletøj paa Bordet, og begynder at hækle 
paa det. 

SIGTRUD kommer ind. Hun er 23 Aår, og skønt 
hun er livsglad af Naturen, er hun stilfærdig af Væsen. 
Denne Kvinde har et henrivende Smil, som hun har 
lært — Himlen vid hvordan — ikke at misbruge. For- 
styrrer jeg, Bedstemor? 

FRU SYLVIA. Nej, lille Sigtrud. Tænd i Loftet. 

SIGTRUD drejer paa Afbryderen ved Døren og 
gaar hen til Sofaen. Du er alt for flittig, Bedstemor. 
Jeg vilde bare sige Godnat til dig inden du gik i Seng. 
Klokken er over ni. 

FRU SYLVIA. Den har da ikke slaaet. 

SIGTRUD kaster et Blik paa Bronceuret. Jo, den er 
fem Minutter over. Hørte du den ikke slaa? 

FRU SYLVIA. Jo, det er sandt — jo, det hørte jeg 
da rigtignok. 

SIGTRUD. Du venter maaske et Øjeblik med at 
gaa ovenpaa — jeg er saa ked af, jeg ikke kunde komme 
ind til dig før. Men Baldvin og jeg maatte jo spille 
L'hombre med Far. 

FRU SYLVIA. Og din Mand? 

SIGTRUD. Nej, Viggo spiller Bridge med Damerne. 

FRU SYLVIA. Og din Broder Karl — er han ikke 
kommet endnu? 

SIGTRUD. Jo, han er lige kommet, og saa afløste 
han mig. 

FRU SYLVIA. Vær sød og sluk Marmorlampen og 
sæt dig saa ned hos mig et Øjeblik. 

SIGTRUD. Det var pænt af dig, Bedstemor. Sluk- 
ker Lampen og sætter sig. 

FRU SYLVIA. Saa Karl kom dog virkelig. Hvor 
rørende af ham. Hvor rørende af ham, sag- 
de jeg. 

SIGTRUD. Ja, jeg hørte det, Bedstemor. 

FRU SYLVIA. Jo, det finder jeg virkelig. At han 
dog ikke i Aften lader sin Kone tage alene fra Mid- 
dagen Det skulde være mig, han var gift med ! 



SIGTRUD elskværdigt drillende. Du har vist været 
en ren Tyran i dit Ægteskab, Bedstemor. 

FRU SYLVIA. Jeg var lykkelig — og din Bedstefar 
var tilfreds. 

SIOTRUD. Aa, du er en elskelig gammel Dame. 
Kysser hende paa Kinden. 

FRU SYLVIA. Nej, I vil ikke forstaa mig, I unge. 
Se paa Portrætterne her paa Væggen: Din Far, din 
Bedstefar, din Oldefar. Slægtled efter Slægtled betød 
Navnet Thorlacius, at hvis den der bar det ikke sagde 
afgjort Nej til en Bøn eller et Forslag, saa vår det det 
samme som et Løfte, det samme som en underskrevet 
Kontrakt. Og saa skulde Karl, der er opkaldt efter din 
Bedstefar, blive den første til at kaste en Skygge over 
dette Navn. 

SIGTRUD. Kaste en Skygge — nej, Bedstemor, nu 
er du for streng. Man skulde tro, Karl havde skrevet 
falsk, og saa har han dog ikke gjort andet end at lade 
sig skille fra sin Kone og gifte sig igen. 

FRU SYLVIA. Ikke gjort andet! Ikke gjort andet 
end gøre to Kvinder ulykkelige. Ja, I kan sige hvad I 
vil, i mine Øjne er vort Navn ikke saa pletfrit som før. 

SIGTRUD. Ja men to Kvinder siger du. Vibeke — 

FRU SYLVIA. Ja, jeg er nu ikke blind. Nej, jeg 
tog mig det nær med Emma dengang, men hun var 
stolt, det hjalp hende. Nu har jeg næsten mere ondt af 
Vibeke. 

SIGTRUD. Du har ellers aldrig kunnet lide Vibeke. 

FRU SYLVIA. Nej. Jeg har aldrig kunnet tilgive 
hende, at hun brød ind i Karl og Emmas Ægteskab. 
Men siden hun nu engang er hans Hustru, saa skulde 
han vise hende de Hensyn, hun har Krav paa ... Du 
synes vist, jeg er meget gammeldags. 

SIGTRUD. Jeg forstaar dig meget godt. Du hol- 
der fast ved en Dyd, som er blevet saa sjælden blandt 
moderne Mennesker; som engang var nordisk, og som 
nu maaske kun er islandsk: Trofasthed. Var det ikke 
Drachmann, der skrev om Island: 



10 

»Dér hader man, naar man hader, 
dér elsker man til sin Død.« 

FRU SYLVIA. Jo. Nej, det er ikke blot Trofast- 
heden, lille Sigtrud — lægger Hækletøjet: hvor var det 
dog kært af dig at komme ind til mig — nej, det er selve 
den etiske Styrke, som kun kan udtrykkes i et Ord, i et 
Sprog: drenglyndi — Slægtens Motto. At surre sig fast 
til sin Ære, og flyde med den — eller synke med den. 

SIGTRUD. Da jeg kom ind til dig før, syntes jeg, 
du saa' saa træt ud. Og nu lyser du af Liv. Hvem 
skulde tro, at du var to og firs! 

FRU SYLVIA. Ja, jeg var jo ikke mere end atten 
Aar, da jeg kom her til Landet. Saa jeg har levet her 
i fire og tredsindstyve Aar til Efteraaret. Og jeg elsker 
Danmark. Jeg elsker et Land, der har skænket mig saa 
megen Lykke. Stryger med Fingren over Øjnene. Men 
dengang var der jo ikke mange hernede, som vidste, at 
Island var et gammelt Kulturland, der havde grundlagt 
dets egen Morallov og holdt den i Hævd. Den har her- 
sket her, lille Sigtrud — her i dine Bedsteforældres 
Hjem. Og uden den vilde Firmaet Thorlacius heller ikke 
være saa anset som det er nu. 

SIOTRUD. Du og Far — hvor I ligner hinanden. 

FRU SYLVIA nikker tilfreds. 

SIGTRUD. Er Du ikke glad for, at Far og Mor er 
flyttet herud til dig i Villaen? 

FRU SYLVIA. Jo — det var blevet lidt ensomt for 
mig. Og hvad skulde jeg alene med denne store Lej- 
lighed. 

SIGTRUD lægger Haanden paa hendes Arm. Jeg 
ved godt, Bedstemor, at det var dig der foreslog, at 
Far skulde flytte herud for at jeg kunde faa Lejligheden 
i Bredgade. 

FRU SYLVIA. Som du snakker Barn — det var jo 
din Far. Men jeg saa* straks, hvor lykkelige I var, Viggo 
og du, da I kom fra Rusland. Og Lykken maa have et 
Hjem mit Barn . . . Hvordan har din Dreng det? Han 
bliver to Aar i Morgen. 



11 

SIGTRUD. Du husker hans Fødselsdag? 

FRU SYLVIA. Jeg har ikke haft Anledning til at 
huske den før. Sin første Fødselsdag fejrede han jo i 
Moskva — den lille Bolsjevik. Lægger Hækletøjet i Bro- 
dér kurven og rejser dg, gaar hen til Chatollet og lukker 
det op. Kys ham fra mig i Morgen, og giv ham saa 
denne Konvolut. 

SIGTRUD vejer Konvolutten i Haanden. En Spare- 
kassebog — som vi andre har f aaet. Kysser hende. 

FRU SYLVIA. Det ved jeg ikke. Den skal ikke aab- 
nes før i Morgen. Oaar nogle Skridt hemmod Reolerne. 
Ser jeg rigtig? 

SIGTRUD. Hvilket, Bedstemor? 

FRU SYLVIA. Er Kvinten sprunget paa Violinen? 

SIGTRUD. Ja, den hænger ned. 

FRU SYLVIA. Har du hørt den springe mens du 
sad herinde? 

SIGTRUD. Nej. 

FRU SYLVIA. Jeg kan ikke lide det . . . Jo, jeg har 
Gang paa Gang lagt Mærke til det: Naar Kvinten 
springer paa din Oldefars Violin, saa hænder der noget 
i Familien. 

SIGTRUD. Du som er saa klog, Bedstemor — hvor 
kan du være saa overtroisk med Violinen? 

FRU SYLVIA. Det skete før din Bedstefars Bort- 
gang — og det skete før Karls Skilsmisse. 

SIGTRUD ryster smilende paa Hovedet. 

FRU SYLVIA. Godt, saa taler vi ikke mere om det. 
Naar man kun er tosset paa ét Punkt, er det billig slup- 
pet — nutildags . . . Saa, min Pige, nu tror jeg nok, 
jeg vil sige Godnat til dig. Rækker Kinden frem. 

SIGTRUD. Godnat, søde Bedstemor. Og sov godt — 

EGGERT kommer ind. Han er en Mand paa treds, 
betydelig graanet, velklædt, destingveret af Ydre. 

FRU SYLVIA. Er I holdt op at spille? 

EGGERT. Nej — Bridgen fortsætter. 

FRU SYLVIA. Godnat, min Søn. 



12 

EGGERT. Godnat Mor. Kysser ærbødigt /undes 
Haand. Hun gmar. 

SIGTRUD. Hvorfor spiller I ikke LTwmbre? 

EGGERT. Ja hvorfor! Fordi Karl var i nedtrykt 
Stemning, da han kom. Og da Vibeke saa* at Karl var i 
nedtrykt Stemning, maatte Iran absolut have »Forkla- 
ring«. Facit: Karl og Vibeke sidder inde i Spisestuen 
midt i en hyggelig ægteskabelig Scene, og Baldvin og 
Louise do. inde i Herreværelset. 

SIGTRUD. Deogsaa? 

EGGERT. De ogsaa, ja. For da Vibeke rejste sig, 
overtog Baldvin hendes Kort — og fik sin Kone til Mak- 
ker. Og det sidste, jeg hørte ham age, var: »Det er sgu 
en lang Rubber«. 

SIGTRUD. Du spQler jo ogsaa nødig Uhombre med 
Mor? 

EGGERT. Ja meget nødig. Er Louise virkelig saa 
slem. 

SIGTRUD. Louise er den daarligste Bridgespiller i 
hele København. 

EGGERT. Mor er den daarligste LTiombrespiller i 
hele Evropa. 

SIGTRUD. Daarligere end Viggo? 

EGGERT. Nej — tager hende under Hagen — 
Viggo er den daarligste paa hele Jordkloden. 

SIGTRUD. Ja, han er ogsaa lige begyndt — 

VIBEKE kommer ind, forgrædt — gaar tavs hen til 
en Stol ved Bordet og bliver ved med at grade. 

SIGTRUD. Hvad er der i Vejen med dig, Vibeke? 

VIBEKE. Karl er saa ond imod mig. Kan du ikke 
hjælpe mig, Svigerfar? 

SIGTRUD. Prøv at tale lidt med hende, Far, Gaar. 

EGGERT sætter sig i Sofaen. Saa han er ond imod 
dig? . . . Det maa være noget alvorligt, siden du bruger 
det Udtryk . . . Hvad har han da gjort dig? 

VIBEKE. Han bryder sig ikke Spor om mig. Det er 
denne Frøken Birck, hun har fuldstændig hypnotiseret 



13 

ham. Aa, jeg er saa ulykkelig. Kan du ikke tale med 
ham? . . . Kan du ikke tale med ham? 

EGOERT. Nej, jeg blander mig ikke i jeres ægte- 
skabelige Liv. 

VIBEKE. Ja men du véd ikke, hvad det drejer sig 
om . . . Han vil skilles fra mig. Hulker højt. 
EGGERT sidder stille, men siger intet 
VIBEKE. Jeg ser ham næsten aldrig mere. Jeg véd 
saamænd ikke, hvorfor han kommer her i Aften. Jo, jeg 
véd det. Det er det forfærdelige. Jeg véd, han har været 
sammen med hende, og de har haft en Scene. Hun har 
stillet ham det Valg, enten at lade sig skille fra mig 
eller — . Han har aldrig været saa fremmed for mig. 
Aldrig saa bestemt. Jeg kunde dræbe den Kvinde. 
EGGERT rejser sig. 

VIBEKE. Men du — du er det eneste Menneske, 
han har Respekt for. Den eneste, han hører paa. Du 
maa hjælpe mig. 

EGGERT. Er det dig slet ikke paafaldende, at 
saadan som du nu sidder her, har en anden Kvinde 
siddet før og grædt fordi hun skulde miste Karl. Hun 
var for stolt til at komme til andre med sin Sorg. Og 
dog var det ikke Ægteskabet alene, der knyttede dem 
sammen. Det var — mere end alt andet — to dejlige 
Børn. 

VIBEKE. Aa, hvor er I hjerteløse allesammen. 
EGGERT. Jeg er ikke mere hjerteløs end jeg var 
dengang. Og Frøken Birck er ikke mere hjerteløs end 
du var dengang. Har du glemt, da vi saa hinanden for 
første Gang? Da jeg hørte, at Karl vilde forlade sin 
Hustru — og jeg kom op til dig, og bad dig med Taarer 
i Øjnene at bøje dig dybere for en andens Hjerte, der 
blødte, end for dit eget, der jublede? Nej — jeg har 
ondt af dig, Vibeke. Men du véd jo selv af Erfaring, 
hvad en Forbøn, nytter. Hvis man ikke har det i sig selv, 
at tage Hensyn til andres Følelser — saa er alle Over- 
talelser forgæves. 

VIBEKE rejser sig. Jeg har ikke glemt noget. Gu- 



14 

derne skal vide, at har jeg ikke handlet rigtig, saa har 
jeg ogsaa lidt min Straf. Jeg har mødt megen Velvilje 
hos min Svigermor og Karls Søskende. Men den isnende 
Kulde, der er strømmet mig imøde fra den ældre Gren 
af Familien — tror du ikke det har gjort ondt? Aldrig 
et Forsøg paa at forstaa mig. Bare tavs Fordømmelse 
i tre samfulde Aar. 

EGGERT. Jeg har villet være god imod dig, Vibeke, 
men jeg véd, det ikke er lykkedes mig . . . Jeg har ikke 
kunnet glemme Emma . . . Jeg kan ikke gøre for det 

VIBEKE. Jeg har aldrig bedt dig om noget før. Nu 
beder jeg dig denne ene Gang: Vil du tale med Karl? 

EGGERT haardi. Nej. 

VIBEKE. Nej. Naturligvis Nej. Det viser kun min 
Fortvivlelse, at jeg har kunnet tage min Tilflugt til dig. 
Oaar grædende ud. 

EGGERT gaar frem og tilbage. Standser: »Jeg har 
aldrig bedt dig om noget før«. Hun har bedt mig om 
tusinde Ting. Oaar paany. 

KARL kommer ind. 35 Aar. Meget beleven. Han 
er i oprørt Sindsstemning, men gør sig Umage for al 
beherske sig. Jeg beklager meget, at det Optrin, der har 
fundet Sted her i Aften, er foregaaet i dit Hjem. 

EGGERT. Ja, jeg synes ogsaa, at man, under de 
Omstændigheder, bør holde sig til sit eget Hjem. 

KARL. Det ved du ogsaa, jeg synes. 

EGGERT. Det er mulig du synes det, men du for- 
søger det ikke. Du kan jo lade være at løbe efter Frøken 
Birck. 

KARL. Jeg forbyder dig at tale nedsættende om den 
Dame. 

EGGERT. Hvis det er nedsættende for Frøken 
Birck, at du løber efter hende — saa skulde du holde 
op at løbe efter Frøken Birck. 

KARL. Kunde du ikke vælge et lidt mere smagfuldt 
Udtryk? Men forøvrigt tror jeg ikke, vi skal komme ind 
paa det Punkt. Vi har ingen Betingelser for at forstaa 
hinanden. 



15 

EGGERT. Det tjener din Opdragelse til Ære, Karl, 
sit din Udtryksmaade altid er lige urban, selv om du 
tommer i Affekt, Naar du nu for Eksempel siger, at 
n ikke forstaar hinanden, saa mener du naturligvis bare, 
t>are, at jeg ikke forstaar dig. 

KARL. Ja, jeg tillader mig at have den Mening. 

EGGERT. Ja, men du gør mig blodig Uret. Det er 
umuligt at vise en dybere Forstaaelse af dit inderste Væ- 
sen end ved at sige, at du er en almindelig Kvindejæger. 

KARL. Du er utaalelig. 

EGGERT. Glem nu ikke din Opdragelse, Karl . . . 
Naturligvis har du noget til dit Forsvar. Hvor mange 
almindelige Kvindejægere mon for Eksempel har din 
oprigtige Lyst til at gifte dig? 

KARL. Nu kan det være nok! 

EGGERT med Vægt. Nu synes jeg ogsaa det burde 
være nok ! — Det er ikke nok med at du gør de Kvinder, 
som du møder paa din Vej, ulykkelige. Du gør dig selv 
ulykkelig . . . Kærligheden er som som en kostbar Perle. 
Hvis man deler den mellem to, er den værdiløs. Ødelagt. 

KARL, Ja, netop. Men Perlen mister ikke sin Værdi 
fordi den skifter Ejer. 

EGGERT. Nej, naturligvis, hvis det er dit Ideal at 
gøre dig til en erotisk Vandrepokal — 

KARL. Kan du ikke lade være at bruge disse mod- 
bydelige Udtryk? 

EGGERT gaar hen til Bordet og sætter sig . . . Karl 
du maa ikke forlade Vibeke. 

KARL. Jeg beder dig, Far, jeg beder dig, ikke at 
komme ind paa denne Sag. Paa det Punkt kan ingen 
raade mig. Hverken du eller andre. Og jeg véd forud, 
at her er du ikke i Stand til at bedømme mine Hand- 
linger. De er vævede af Traade, som du ikke har det 
mindste Kendskab til. 

EGGERT. Jeg véd ikke Karl. Kunde du ikke tænke 
dig> at jeg engang selv havde forelagt mig det Spørgs- 
maal, om jeg ikke vilde blive lykkeligere, hvis jeg forlod 
din Mor og modtog en anden Kvindes Kærlighed? 



16 

KARL. Det er muligt. Men siden du har kunnet 
overvinde den Følelse, saa viser det blot, at du har holdt 
mere af Mor end af vedkommende Kvinde. Og saa er 
det kun rimeligt, at du blev i dit Ægteskab. Sætter sig. 

EGGERT. Det kunde være, at du tog fejl. Det kun- 
de være, at Kærlighedens dybeste Hemmelighed netop 
var dette: at den Lykke vi ofrede, gjorde vort Liv meget 
rigere, end den Lykke vi beholdt. 

KARL. Er Mor enig med dig? 

EGGERT. Aah — du er utaalelig. Rejser 

sig. Nej, det gaar ikke an. Gaar nogle Skridt frem 01 
tilbage. Det gaar ikke an, siger jeg, at være saa fuld- 
kommen samvittighedsløs overfor andres Følelser. Over- 
for andres Skæbne. 

KARL. Kære Far, man kan tale om Pligt og Sam- 
vittighed til Dommedag. Der er og bliver dog altid kun 
en eneste moralsk Rettesnor for Samlivet mellem Mand 
og Kvinde: Kærligheden. 

EGGERT. Kærligheden — Kærligheden! Hvad er 
det dog for et gyseligt Monstrum, I vil gøre Kærlig- 
heden til? Der findes knap den Gemenhed, som I ikke 
er rede til at begaa i Kærlighedens Navn. I Forret- 
ningslivet, i hele det daglige Liv, kalder vi den, som 
lyver og bedrager, for en Slyngel. Men hvis I kan sætte 
»Kærlighedens« Stempel paa Løgn og Bedrag, saa er 
alting godt. I Kærlighedens Navn bedøver I jeres egeo 
Samvittighed. I det daglige Liv vil ingen hæderlig 
Mand svigte sin Vens Tillid; det er lumpent. Men i 
Kærlighedens Navn kan to »hæderlige« Mennesker 
træffes, og raadslaa om hvorledes de paa bedste Maade 
kan benytte tredje Menneskes Tillid til at kaste det ind 
i Fortvivlelsen. Og hvis den ene af dem tøver med at 
nedrive et helt Menneskelivs Grundlag, saa viser det - 
hvad var det, du sagde før — saa viser det blot Mangel 
paa tilstrækkelig dyb Følelse! Saadan ræsonnerer jeres 
»Kærlighed«. 

KARL. Nej, saadan ræsonnerer den ikke. Det som 
er galt ved dit Ræsonnement er, at du anlægger den 



17 

samme moralske Maalestok for Følelseslivet som du an- 
lægger for Forretninger — 

EGGERT. Hvis jeg kan føle Glæde ved ikke at be- 
nytte Chancen til at bedrage min Kunde for 1000 
Kroner, kan jeg føle tidobbelt Glæde ved ikke at benytte 
Chancen til at lokke min Næstes Hustru fra ham. 

KARL. Jeg synes, du bliver saa gammeltestament- 
lig. Kommer pludselig med det tiende Bud. Jeg er ingen 
Konfirmand. Saa hellere en Time Oldnordisk. 

EGGERT truende. Du kan gøre hvad du vil, Karl. . . 
Men hvis du viser dig her med en tredje Kone — saa 
— saa kommer jeg med min Haveslange imod jer. Stor- 
mer ud. 

KARL gaar op og ned ad O ulv et Standser ved Dø- 
ren, lægger Haanden paa Haandtaget, men ligesom 
krymper sig ved at gaa ud. Oaar tankefuld bort fra 
Døren. 

VIBEKE kommer ind. Har du i Sinde at følge mig 
hjem? 

KARL. Selvfølgelig, Vibeke. Lad os gaa. 

VIBEKE gaar hen til Vinduet tilvenstre og læner sig 
op til det. 

KARL. Saa gaar jeg ud og tager Tøjet paa. 

VIBEKE vender sig om. Karl . Oaar frem 

og standser midt paa Gulvet. Har du da ikke Spor af 
Medlidenhed med mig? Ser du da ikke, hvor ulykkelig 
jeg er? Oaar hen og sætter sig paa Taburetten. Jeg 
siger dig det, Karl, hvis du gaar fra mig, saa tager jeg 
Livet af mig. 

KARL. Begynd nu ikke igen, Vibeke. Hvorfor kunde 
du ikke vente med at tale om det til vi kom hjem? Jeg 
er saa ked af at rode Familien ind i — 

VIBEKE. Tror du ikke nu det er mig ligegyldigt 
med alle andre. 

KARL. Jo, men det er ikke mig ligegyldigt. 

VIBEKE. Der er heller ingen, der vil gaa fra dig. 

KARL med et Suk. Nej. 

Kamban: De arabiske Telte. 2 



18 

VIBEKE. Jeg foretaar dig ikke, Karl. Vi har dog 
været saa lykkelige ... Er det længe siden, du holdt op 
at holde af mig? 

KARL. Jeg ved det ikke. Nu skal vi gaa. 

VIBEKE. Jeg forstaar dig ikke, Karl. Holder du 
slet ikke af mig mere? 

KARL. Aah . 

VIBEKE. Svar mig blot paa én Ung. Det er ikke 
mere end en Uge siden jeg kom ind til dig og talte 
længe med dig. Jeg spurgte dig, om du elskede mig og 
du sagde: Ja. Er da din Kærlighed forsvundet saa 
pludselig? 

KARL. Naar en Kvinde behøver at spørge, om en 
Mand elsker hende, kan hun vide Svaret forud. 

VIBEKE. Det gør alle Kvinder, selv om de ikke 
behøver det 

KARL. Og alle Mænd siger Ja, selv om de ikke 
mener det 

VIBEKE ser paa ham et Øjeblik Aa, bare vi al- 
drig var taget til Skagen. Saa havde du ikke truffet 
hende. 

KARL. Saa! 

VIBEKE rejser sig. Aa, tror du ikke jeg véd, det hele 
er hendes Skyld. Du har været som Voks i hendes Hæn- 
der. Jeg ser det hele for mig. 

KARL. Nu siger du ikke et Ord mere. 

VIBEKE. Det er ene og alene hendes Skyld. Jeg saa 
straks den første Dag, at hun misundte mig. Jeg saa 
Misundelsen i hendes utaalelige Tandbørstesmil. Og 
tænke sig, at den Kvinde har forsøgt at blive Veninde 
med mig. Det er ganske ligegyldigt, hvor forblindet du 
er, Karl ; du kan dog ikke være saa blind, at du ikke ser 
den Falskhed som — 

KARL. Du siger ikke et Ord mere, hører du — hvis 
du ikke vil tvinge mig til Udtalelser, som jeg vil skaane 
dig for. 

VIBEKE. Hvad for Udtalelser? 

KARL tur. 



19 

VIBEKE. Hvad for Udtalelser, spørger jeg. 

KARL tur. 

VIBEKE. Og tænke sig, at denne nederdrægtige 
Kvinde har kysset mig. Stryger med Haanden over sin 
Mund, som om han endnu følte Kysset 

KARL. Som du har kysset Emma, ja. 

VIBEKE. Hvadbehager? 

KARL. Som du har kysset Emma, ja. Ja, nu er det 
sagt. Ja, naar du ustandselig bliver ved med at rakke 
ned paa Frøken Birck, saa er der ikke andet Svar end 
det: Hun har ikke handlet anderledes overfor dig, end 
du har handlet overfor Emma. 

VIBEKE. Overfor Emma? Sagde du ikke til mig 
dengang, at dit Ægteskab var blevet dig en uudholdelig 
Kval. At du var holdt op at komme hjem — Oriber 
sig pludselig for Brystet og ser længe paa ham. Lader 
sig glide ned paa Taburetten og gemmer Ansigtet i sine 
Hænder. 

KARL tager en Stol frem og sætter sig. Vibeke — 

blot du kunde forstaa, hvor fjernt det har været 

fra mine dybeste Ønsker, at komme til at volde dig 
Sorg . . . Men man elsker — eller man elsker ikke. Der- 
ved er der ikke noget at gøre. 

VIBEKE. Emma, siger du, Emma, din Hustru. En 
god Kvinde, som med sin Kærlighed gør dig ond. Du 
har egentlig aldrig elsket hende. Du har aldrig vidst 
hvad Kærlighed var, før du traf Vibeke Nyrop. Rejser 
sig. Aa, nej! Du har ikke sagt det samme til Frøken 
Birck. Du har ikke sagt til hende, at dit Hjem var ble- 
vet til et Fængsel, som hun alene kunde redde dig ud af. 
Hvorfor siger du, hun ikke har handlet anderledes mod 
mig end jeg handlede mod Emma. Hvorfor siger du 
det. Græder. 

KARL. Du tvang mig til det 
Pavse, hvori Vibeke gaar grædende frem og tilbage. 

VIBEKE. Du ved godt, du sidder der og lyver. Jeg 
har aldrig gjort noget som helst for at lokke dig fra 

2* 



20 

Emma. Der er kun én Ting, jeg kan bebrejde mig selv: 
Jeg troede dig for godt. 

KARL. Du ved godt, du staar der og spiller uskyl- 
dig. Fra første Gang, du saa mig, satte du dig det 
Maal at blive gift med mig. Alle dine Betænkeligheder, 
alle dine smaa Afstikkere ind paa Selvfornægtelsens 
Gebet, det var altsammen ét bevidst Led i din bevidste 
Plan. 

VIBEKE. »Men paa det Tidspunkt havde du endnu 
ikke gennemskuet mit Rænkespil« o. s. v. Jeg kender 
hele Ramsen. 

KARL. Tværtimod. 

VIBEKE. Tværtimod — aah, det glemte jeg, det er 
mere interessant. 

KARL. Der kan være noget af Farens Tillokkelse i 
at lade sig villende narre. 

VIBEKE. Sludder! Det er dig ganske ligegyldigt, 
om du ser mig ude af mig selv af Fortvivlelse. Sidder 
bare der magelig og begynder at filosofere . . . Oaar 
hen til ham og lægger Haanden paa hems Skulder. 
Karl 

KARL rejser sig. Saa, nu skal vi gaa. 

VIBEKE. Findes der da ingen Retfærdighed? Kaø 
en Mand som du rolig lege med andres Skæbne, som 
man leger med en Snurretop? 

KARL. Tal dog ikke saa højt. 

VIBEKE. Jeg kan aldrig tilgive mig selv, at jeg 
troede dig. Hvor kunde jeg være saa blind! 

KARL. Raab dog ikke saadan, hører du! 

VIBEKE. Naar du kunde forlade Kone og to Børn 
— burde jeg saa ikke vide, at du ogsaa kunde forlade 
mig. Jo, jo, jo. Det var jo min daglige Angst. 

BALDVIN kommer ind. 32 Aar gammel. Jeg skal 
straks gaa igen. Jeg vilde blot venskabelig meddele jer, 
at man kan høre jer gennem tre Stuer. 

VIBEKE gaar rask ud af Stuen. 

KARL. Er I holdt op at spille, Baldvin? 

BALDVIN. Ja . . . Jeg begriber dig ikke Karl, at 



21 

du vil slippe et saadant Uvejr løs over Hjemmet her. 
Du ved jo, hvor Far tager sig det nær. Hvad Pokker — 
jeg har sgu aldrig noget Vrøvl med mine Smaapiger. 

KARL. Bliv mig fra Livet med dine Smaapiger! 

BALDVIN. Herregud — jeg er vel ogsaa gift... 
Det er din egen Skyld, Karl. Hvis du havde været ven- 
lig og smilende, da du kom, havde hun ingenting anet. 
Naar man kommer for at hente sin Kone, maa man ikke 
se ud som Elskerinden ikke havde været hjemme. 

KARL med Indignation. Du kan anvende det Ord 
hvor det passer. Ikke her. 

BALDVIN med dyb Medlidenhed. Aa! 

KARL. Jeg vil ikke være i Stue sammen med dig. 
Oaar hen til Døren, men har ondt ved at faa sig selv til 
at gaa. Hvor sidder de andre? 

BALDVIN. Inde hos Far. 

KARL aabner Døren, men lakker den igen. 

BALDVIN. Er Døren laaset? 

KARL. Hvadbehager? 

BALDVIN. Jeg spurgte, om Døren var laaset. 

KARL. Hold nu op med dine Spydigheder, Baldvin. 
Jeg er saa ked af det hele. Jeg har ingen Lyst til at 
gaa derind. Vil du ikke have" en Cigaret? 

BALDVIN. Tak. Tænder. Saa, Karl, nu skal vi 
have det hyggeligt. Nu lægger jeg mig her paa Bjørne- 
skindet, foran Kaminen — lægger sig paa Knæ — og 
saa kan du sætte dig dér paa Taburetten. Vil til at 
lægge sig ned, da Døren aabnes og 

LOUISE kommer ind. Det er bare mig! Gaar frem 
i Ståen og ser forundret paa Baldvin i denne Stilling. 

BALDVIN. Det er bare mig! Rejser sig. 

KARL. Vil du ikke sidde ned, Louise? 

LOUISE. Nej Tak... Hvor er Vibeke? 

KARL. Er hun ikke inde i Herreværelset? - 

LOUISE. Nej — jeg troede, hun var her. 

EGGERT aabner Døren og stikker Hovedet inden- 
for. Karl — du er saa venlig at følge din Hustru hjem. 
Forsvinder. 



22 

KARL. Ja, selvfølgelig. Oaar hen til Døren. Naa, 
Godnat. 

LOUISE. Godnat, Karl. 

BALDVIN. Godnat ... Sov godt. 

KARL. Pas dig selv ! Oaar. 

LOUISE. O nej ! Det er dog for menings- 
løst. Nu har Karl ikke været gift mere end tre Aar før 
han bliver forelsket igen. 

BALDVIN. Ja, og nu skal han maaske gaa og være 
forelsket i tre Aar før han kan gifte sig igen. 

LOUISE. Du er utrolig, Baldvin. Utrolig letsindig. 

BALDVIN. Nej, det er jeg ikke. — Karl er letsindig. 

LOUISE. Naa ja, jeg mener ikke den Slags Letsin- 
dighed. Jeg ved, du er mig ikke utro. Sætter sig ved 
Bordet 

BALDVIN. Karl er en brillant Fyr. 

LOUISE. Jasaa — 

BALDVIN. Ja, han er. Han er en sjælden ren og 
retskaffen Karakter. Og en fremragende Kapacitet blandt 
unge Forretningsmænd. Hvordan han saa klarer sine 
ægteskabelige Affærer, det maa han selv om. 

LOUISE. Du tager ham ligefrem i Forsvar? 

BALDVIN. Ja, jeg gør. Han har Venner og For- 
svarere overalt undtagen i sin egen Familie. 

LOUISE. Men Familien kender ham jo ogsaa bedst. 

BALDVIN. Familien! Ryster paa Hovedet 

LOUISE. Synes du da ikke, det er Synd for Vibeke. 
Hun kommer aldrig over det, hvis han forlader hende. 

BALDVIN. Aak jo, saamænd gør hun saa. Men- 
neskene er slet ikke saadan som du tror, Louise. Eller 
som man her i Huset vil have de skal være. Jo mere 
intens en Følelse er, desto kortere varer den. Jeg husker 
engang nede i Italien. Jeg var med til en Begravelse. 
Det var en ung Mand, som kun havde været gift nogle 
faa Maaneder, da han døde. Da Kisten blev sænket ned 
i Graven, kastede hans unge Hustru sig over den i dyb 
og oprigtig Sorg. Tre Maaneder senere var hun forlovet 
med en blond Dansker. Hun sad inde hver Dag og syede 



23 

paa sit Silkeundertøj — Silkeundertøj gennemtrukket 
med lyserøde Baand, hvorpaa der stod broderet: Evviva 
Darumarca! — Leve Danmark! 

EGGERT kommer ind. Holder du en Tale? 

BALDVIN. Jeg? 

EGGERT. Ja: »Leve Danmark«? 

BALDVIN. Naa — nej — . 

EGGERT bidende sarkastisk. Det var maaske en Tale 
for dansk Ungdom — en Tale for unge danske Ægte- 
mænd! 

BALDVIN. Ja — i Italien. 

EGGERT vender sig bort med Foragt. Sludder! 

LOUISE. De er da ikke gaaet allesammen? 

EGGERT. Nej, Karl og Vibeke er gaaet — Viggo 
og Sigtrud sidder og taler med Mor. De stod vist for- 
resten og ringede efter en Vogn. 

LOUISE. Ja men synes du saa ikke Baldvin, at vi 
skulde køre med. 

BALDVIN. Jo, det kan vi godt. 

EGGERT. Ja, Vognen kommer ikke før om ti Minut- 
ter, saa det haster ikke. 

LOUISE. Nej, jeg vil bare sige til dem, vi følges ad. 
Oaar. 

BALDVIN. Hvorfor tager du saa haardt paa Karls 
Affærer, Far? Du holder jo saa meget af ham. Du 
sætter jo hans Dygtighed og Hæderlighed saa højt. 

EGGERT. Ja, jeg elsker Karl. Der er noget kejtet 
ved hans Oprigtighed, som jeg ikke kan staa for. 

BALDVIN. Og mig elsker du for det modsatte. Der 
er noget behændigt ved min Snedighed, som du ikke kan 
staa for. 

EGGERT. Du, din Spilopmager, hvem tror du bry- 
der sig om dig? 

BALDVIN hviner som en ung Pige. 

EGGERT vender sig om. Hvad skal det betyde? 

BALDVIN. Det skal betyde, at vi skal se at komme 
i godt Humør, begge to, før vi skilles i Aften. Se, du 
kan jo ikke lade være at smile. 



24 

EGGERT alvorlig og barsk. Jeg elsker Karl — og 
derfor kan jeg ikke tilgive ham. 

BALDVIN klør sig i Issen. Du plejer ellers ikke at 
være paradoksal. 

EGGERT. Det er ingen Paradoks. Verdens største 
Vismænd har krævet den Selvfornægtelse af Menneskene, 
at de skal tilgive dem de hader. Men aldrig har nogen 
Vismand været saa blind for Kærlighedens Lov, at for- 
lange, at vi skal tilgive dem vi elsker. Oaar mod Bag- 
grunden. 

BALDVIN staar et Øjeblik og tænker i Alvor over 
hans Ord — saa stikker Bukkefoden frem. Du skulde 
aldrig være blevet Købmand, Far. O København — du 

som døder Profeterne! Jeg skal love dig Far, 

at jeg aldrig mere skal tilgive Louise. 

EGGERT. Jeg beder dig undskylde, Baldvin, jeg 
glemte et Øjeblik mit Princip, aldrig at tale et alvorligt 
Ord med dig. Tilgiv mig ! 

BALDVIN. Det kan jeg ikke, Far. Jeg elsker dig. 

EGGERT. Aa — du kan gøre mig rasende! 

BALDVIN. Nej, alvorlig talt — Entréklokken ringer. 

EGGERT Hvem er nu det? 

BALDVIN. Det er maaske Karl og Vibeke — de 
har maaske glemt noget. 

EGGERT ser paa ham. Du er venlig i Aften. 

BALDVIN. Næh alvorlig talt, du tager for strengt 
paa Karl. Karl er i Grunden en kysk Natur — 

EGGERT. Kysk — ! Gud véd, hvordan du er! 

BALDVIN. Jeg — jeg er — man hører Stemmer 
udenfor — det er jo din Søster! 

EGGERT. Min Søster — her nu? 

BALDVIN. Ja, Tante Stefania. Det er minsandten 
Prof essorinden ! 

FRU STEFANIA kommer ind. Sidst i Fyrrerne. 
Rejseklædt, tilsløret. Godaften, Eggert. 

EGGERT. Godaften, Stefania. Godaften. 

BALDVIN. Godaften, Professorinde. Bukker dybt 
og kysser hendes Haand. 






25 

EGGERT. Kommer du fra Rejse? 
FRU STEFANIA. Nej, jeg skal paa Rejse. 
BALDVIN gaar hen til Bordet og vender dem Ryg- 
gen. 

FRU STEFANIA. Jeg rejser til Stockholm i Aften, 
men jeg maatte tale med dig et Øjeblik forinden. Vognen 
venter hernede. Der er knap nok en Time til Toget gaar. 
— Godnat, Baldvin! 

BALDVIN gaar hen til dem og tager hendes Haand. 
Godnat, Tante Stefania. Gaar du med det samme? 

FRU STEFANIA. Nej, det er dig, der skal gaa, din 
Spirrevip. 

BALDVIN. Aak ja, kære Tante, jeg har altid maattet 
gaa, naar du kom. Lille Baldvin skulde i Seng. Rakker 
sin Far Haanden. 

EGGERT. Godnat, kære Baldvin. 

BALDVIN gaar hen til Døren og vender sig om. 
Han efterligner i Stemme og Ansigtsudtryk en lille 
Dreng, der bliver sendt i Seng, idet han bukker artigt: 
Godnat Far, Tak for i Aften . . . Godnat Tante — 
mulende — Tak for i Aften ! Oaar. 

EGGERT Ur hjertelig. 

FRU STEFANIA smiler svagt — sukker. O — ja. 
Løfter Sløret fra sit Ansigt. Ja, Eggert, jeg kommer — 

EGGERT. Aa, undskyld Stefania, jeg lader dig staa 
op. Vil du ikke sidde ned? 

FRU STEFANIA. Nej Tak. Jeg skal skynde mig. 
Jeg kommer til dig i et lidt usædvanligt Ærinde. Jeg 
kommer for at laane Penge hos dig. 

EGGERT. Ja, det er i høj Grad usædvanligt. Det 
har du ikke gjort siden i mine Studenterdage. Sidste 
Gang du la an te af mig var en Halvtredsøre til en rød 
Ballon. Jeg fik dem forresten aldrig igen. 

FRU STEFANIA. Aa, Herregud — fik du dem al- 
drig igen ! Skjuler sit Ansigt ved hans Bryst. 

EGGERT. Hvad er nu det, lille Søster. Klapper 
hende paa Armen. Jeg kræver dig jo ikke. 



26 

FRU STEFANIA. Hendes Qraad bliver til en Hid- 
ken. 

EGGERT. Hvad fejler du — sig mig det. 

FRU STEFANIA. Det er ikke noget ... Jeg taaler 
bare ingenting i disse Dage. Qør sig haard. Nej, jeg 
kommer ikke her for at græde. Min Mand er ikke hjemme. 
Og jeg naaede ikke i Banken. Jeg skal have Pengene i 
Aften til min Rejse. Kan du laane mig dem i nogle 
Dage. 

EGGERT. Ja, selvfølgelig. Hvis jeg blot har dem 
hos mig. Hvor meget skal du bruge? 

FRU STEFANIA. Tre, fire, fem hundrede — hvad 
du har. 

EGGERT. Her er tre — her er fire — mere har jeg 
vist ikke. 

FRU STEFANIA. Tak, det er nok. 

EGGERT. Hvor er da din Mand henne? 

FRU STEFANIA. I Stockholm. Til et videnskabeligt 
Møde. Paa Universitetets Vegne. Jeg har sagt det til 
dem derude, og beder dig altsaa bekræfte det, hvis det 
kommer paa Tale. 

EGGERT. Det er altsaa ikke sandt? 

FRU STEFANIA. Nej, det er ikke sandt. Ser mod 
Døren, og gaar hen til Bordet. Han er pludselig blevet 
syg, og derfor rejser jeg derop i Aften. Det har jeg og- 
saa fortalt. Sætter sig. 

EGGERT satter sig ved Bordet, ser paa hende, uden 
at sige noget. 

FRU STEFANIA. Min Mand er i Dag løbet til 
Stockholm med en svensk Danserinde. 

EGGERT. Din Mand? 

FRU STEFANIA. Ja, min Mand, Professor, doctor 
medicinæ Axel Thomsen er i Dag løbet til Stockholm 
med en svensk Kabaretdanserinde. 

EGGERT. Axel ! Jeg forstaar ikke mere 

nogen Ting. Axel, nu da han nærmer sig de Treds. Be- 
gynder man saa at — 

FRU STEFANIA. Begynder? 



27 

EGGERT. Ja før har han da aldrig — 

FRU STEFANIA ryster paa Hovedet. Du tager 
fejl ... Jeg har hidtil sat min Stolthed i at skjule alt for 
alle. Nu kunde jeg ikke mere. Du véd ikke hvad jeg har 
lidt. 

EGGERT rejser sig og trykker hende ind til sig. 

FRU STEFANIA. Det er saa underlig, Eggert. Jeg 
synes, det er saadan en Skam. Ikke for ham. Bare for 
mig . . . Jeg synes, hvis Børnene vidste det — jeg kunde 
ikke se dem i Øjnene. Græder. 

EGGERT. Børnene, Stefania — dine Børn er nu 
blevet voksne, og jeg tror ikke de unge nutildags ser paa 
de Ting som vi gør. 

FRU STEFANIA. Jeg ved ikke, hvordan det er. Jeg 
tænker heller ikke saa meget paa Georg. Men Ebba 

— du forstaar vist ikke helt den Følelse. — 

Rejser sig. Nu maa jeg gaa. Trækker Sløret ned for An- 
sigtet. 

EGGERT. Jeg følger dig ud — eller vil du sige 
Farvel til Dagmar? 

FRU STEFANIA. Ja, hvor er hun henne? 

EGGERT. Hun er vist inde i mit Værelse. 

FRU STEFANIA. Farvel Eggert. Kysser ham. 
Eggert følger hende ud. Scenen er tom et Øjeblik. 

EGGERT kommer ind igen. Oaar frem og tilbage. 
Standser og ryster paa Hovedet. Oaar paany. Nej 

— nej . Karl har ikke Ret — Baldvin har ikke 

Ret — og Axel ! De kan ikke tænke sig at være god mod 
en Kvinde, blot for hendes egen Skyld . . . Der findes jo 
Mennesker, man vilde slaa ihjel, hvis man svigtede dem. 

FRU DAGMAR kommer ind. Hun er sart og lidt 
hjælpeløs, som om hun var vant til stærk Beskyttelse. 
Véd du, hvad det er, Professoren fejler? 

EGGERT. Nej, lille Mor, hun fik blot et Telegram 
om, at han var utilpas. Han er ikke stærk, Axel. 

FRU DAGMAR sætter sig i Sofaen. Jeg skulde hilse 
dig fra Børnene. De vilde ikke forstyrre jer. 

EGGERT. Tak. 



28 

FRU DAGMAR. Det er fornøjeligt at se, hvor det 
gaar Viggo godt siden du hjalp ham med at komme i 
Gang. Hans Praksis vokser for hver Maaned. Han er 
dig da ogsaa taknemlig. 

EGGERT. Tror du, jeg har taget fejl af Viggo? 
Tror du ikke, han er en god Mand? 

FRU DAGMAR. Du spørger saa bestemt. Jo, natur- 
ligvis. Det er vi da saa enige om. 

EGGERT. Ja, for Drengene maa tage sig af deres 
egne Sager. Men min lille Pige skal jeg forsøge at be- 
skytte til det sidste. Hende skal ingen gøre Fortræd uden 
at staa mig til Ansvar. 

FRU DAGMAR. Jeg tror ikke engang, at vi to hai 
været lykkeligere end Viggo og Sigtrud er. 

EGGERT. Vi to — vi bliver gamle, Mor, vi bliver vist 
meget gamle. 

FRU DAGMAR. Nej, det kan vi ikke sige. Du er 
treds og jeg er fire og halvtreds — det er ingen Alder. 

EGGERT. Ikke i Aaretal nej. Men vi er vist meget 
gammeldags. I Tænkemaade. I vort Syn paa Livet. Jo, 
vi forstaar ikke mere de unge. Vi forstaar ikke engang 
vore jævnaldrende. Vi synes ikke de unge har Ret. Det 
er vist det man kalder at blive gammel. 

FRU DAGMAR Tror du virkelig, at Karl og Vibeke 
— at de skal skilles? 

EGGERT. Jeg ved det ikke. Gaar tavs frem og til- 
bage. Nej, hvad er nu det, kære Dagmar? Det var ikke 
min Mening at gøre dig ked af det. Stryger hendes 
Haar. Du faar slet ikke Lov til at være bedrøvet. 

FRU DAGMAR. Det er ikke noget. 

EGGERT. Er Anna gaaet i Seng? 

FRU DAGMAR. Det tror jeg ikke. Er der noget, 
du mangler? 

EGGERT ringer. Nej, bliv du bare siddende ganske 
rolig. Nej, du skal bare se, det ordner sig nok altsam- 
men. Du skal bare se. 

ANNA kommer ind. 

EGGERT giver hende Besked og lukker Døren efter 



29 

hende. Nej, det gaar nok altsammen. Jeg tror for Eks- 
empel ikke, det altid bar været saa idyllisk mellem Axel 
og Stefania, mens de var yngre, og nu er det dog et 
udmærket Ægteskab. 

FRU DAGMAR. Det har det virkelig altid været. 
EGGERT. Ja, der kan du se. Næh, det tror jeg nu 
ikke — ikke i Begyndelsen. Men der er meget, der bliver 
bedre med Alderen. Saa vi skal nu alligevel ikke være 
kede af at blive gamle. 

FRU DAGMAR. Jeg ved ikke, om det kan blive be- 
dre, jeg har ondt ved at tro det. Men du har jo en Evne 
til altid at trøste en. 

ANNA kommer ind med en Halvflaske Champagne 
og to Qlas paa en Bakke, som hun stiller paa Bordet 
Værsaagod. 

EGGERT. Tak, Anna. 
ANN^A. Godnat. Gaar. 
FRU DAGMAR. Godnat. 
EGGERT. Godnat, Anna, Godnat. 
FRU DAGMAR. Skal vi til at drikke Champagne i 
Aften? 

EGGERT. Ja, det skal vi rigtignok. Mens han af- 
korker Flasken. Det manglede bare, at disse unge Spra- 
debasser skulde have Lov til at forbitre os vore gamle 
Dage. Ikke én Aften af vore gamle Dage skal de have 
Lov til at forbitre os. Skænker i Glassene og sætter sig. 
Tager hendes tiaand. Nu sidder vi her, lille Dagmar, 
som vi undertiden sad om Helligdagen, naar Børnene 
var faldet i Søvn. Skaal, lille Mor. 
FRU DAGMAR nikker. 

De løfter Glassene og drikker. Og saadan bliver de 
siddende en lille Tid, uden at slippe hinandens Haand, 
uden at slippe hver sit Glas, med hver sit Smil og med 
hver sine Tanker 



ANDEN AKT 

Samme Stue. 
Tidlig i Juni, Eftermiddagssol. Udsigt over en Del af Haven. 

SIGTRUD staar lånet med Albuerne mod Vindues- 
karmen tilvenstre, og ser gennem det aabne Vindue ned 
i Haven. Saa vifter hun to Oange med Haanden — og 
læner sig igen paa Albuen. 

EGGERT kommer ind. Hvor har du din Søn? 

SIGTRUD. Han er her hos Mor, nede i Haven... 
Véd du hvad, Far, jeg synes Bedstemor har det meget 
bedre idag. Hun kunde rejse sig op i Sengen. 

EGGERT. Ja, ikke sandt? Sætter sig. Jeg er saa 
glad for, hvor trofaste I allesammen er imod jeres Bed- 
stemor. 

SIGTRUD. Trofaste — naar Bedstemor er syg? 
Satter sig. 

EGGERT. Ja, jeg mener, at I ikke nøjes med at 
spørge til hende i Telefonen, men kommer her alle skifte- 
vis, ind til hende selv, sidder hos hende, eller nikker til 
hende i Døren, eftersom hun har det . . . Karl var her 
igaar Eftermiddags. 

SIGTRUD. Ja, Bedstemor fortalte mig det før. Hun 
har taget ham til Naade igen. 

EGGERT. Mere end det. Da hun hørte, at Vibeke 
allerede et halvt Aar efter tænker paa at gifte sig igen 
sendte hun Bud efter ham. 

SIGTRUD. Ja, Karl har nu altid været hendes Ynd- 
ling — hvad var det, Bedstefar plejede at sige: Bedste- 
mors Karl, Mors Baldvin, Fars Sigtrud, og Bedstefars 
Hest. Den fik vi nemlig alle Lov til at ride paa . . . Nej, 



31 

ingen Protester. Saadan bar I delt os. Og det løjerlig- 
ste er, at I allesammen bar udvalgt den, der lignede jer 
mindst. Karl ligner Mor, jeg Bedstemor, og Baldvin dig. 

EGGERT. Nej, jeg holder lige meget af alle mine 
Børn. 

SIGTRUD. Det véd jeg godt, søde Far. 

EGGERT. Jeg er nu alligevel glad for, at Vibeke 
gifter sig igen. Det er nok med é n Fru Thorlacius, som 
livet har bøjet. 

SIGTRUD. Ja men jeg forsikrer dig Far, at det slet 
ikke er Tilfældet med Emma. Jeg møder hende tit, og 
hun er glad og tilfreds, har et yndigt Hjem og elsker 
sine Børn. 

EGGERT. Ja — ja, lad os ikke tale om det . . . lad 
os ikke tale om det . . . Skal vi gaa lidt ud i Haven til 
Mor? 

SIGTRUD. Ja, lad os det. De rejser sig. 

EGGERT gaar et Par Skridt, standser. Baldvin, ja 
— ligner han da mig? 

SIGTRUD. Ja, han gør. Han har dit gode Humør, 
din gode Hjerne, og dit selskabelige Talent. 

EGGERT. M i t nej, nej — s a a meget selskabeligt 
Talent har jeg aldrig haft. 

SIGTRUD slaar Armene om hans Hals. Han er en 
dejlig Dreng, og det er du ogsaa Far. Han er dig op ad 
Dage. 

EGGERT. Han har maaske ogsaa mit Syn paa 
Hjemmets Ukrænkelighed ! 

SIGTRUD. Du kan være rolig, Far. Fra Louise 
slipper han aldrig i Evighed. Naar man har givet Fan- 
den en Lillefinger, tager han hele Haanden. Fanden, det 
er — 

LOUISE kommer ind. 

SIGTRUD — det er hende, der kommer. 

LOUISE. Ja, det er mig. 

Eggert og Sigtrud ler. 

LOUISE. Hvad ler I af? 

EGGERT. Goddag, Louise. Rækker hende Haanden. 



32 

LOUISE. Goddag . . . Hvordan har din Mor det? 
Hilser paa Sigtrud. 

EGOERT. Jo Tak, idag har hun det bedre. Vil du 
se ind til hende? . . . Saa følger Sigtrud dig maaske oven- 
paa. Jeg gaar lidt ud i Haven. Oaar. 

LOUISE. Hvad var det saa, I lo af ? I stod og talte 
om mig, da jeg kom. Jeg kunde godt mærke det. 

SIGTRUD. Nej, vi stod og talte om en falden Engel. 

LOUISE. I Familien? 

SIGTRUD ler himmelhøjt. 

LOUISE. Jeg finder det fuldkommen upassende at 
blive ved med at le naar jeg kommer. Fuldkommen upas- 
sende. Fuldkommen upassende. 

SIGTRUD. Ja, det er det ogsaa. Undskyld, Louise. 
Men hvorfor er du saa ophidset? 

LOUISE. Hvorfor er jeg saa ophidset, ja, hvorfor er 
jeg saa ophidset! Man har dog maaske Lov til at være 
en lille Smule ophidset, naar man har ligget og længtes 
efter sin Mand hele Natten, ikke kunnet sove for Angst 
og saa faar at vide i Telefonen om Morgenen, at han 
ingenting fejler!... Nej, nu ved jeg det. Ku ved jeg, 
han bedrager mig . . . Billard ! . . . Ja, Tak, det kender 
jeg . . . Nej, den Billard, han skal spille, kan han spille 
hjemme. 

SIGTRUD. Det kan nu være sandt, Louise. Du 
ved ikke noget. Baldvin har altid været en lidenskabe- 
lig Billardspiller. Sætter sig. 

LOUISE. Nej, prøv ikke paa at tage ham i Forsvar. 
Jeg taaler det ikke. Jeg har alt for længe været alt for 
godtroende. Hvis nogen har forsøgt at forstaa den 
Mand, saa er det nok mig. Hvis det kun var Bill arden, 
vilde jeg ikke sige noget. Naar han først har taget Jak- 
ken af, er han ikke til at standse . . . Nej, jeg har mine 
Beviser. Hvad siger du om, at han tre Aftner i Trak 
er blevet sét paa Restaurant sammen med en rødhaaret 
Dame. Men jeg skal faa fat i hendes Lokker, kan du 
tro, om de er aldrig saa røde. 

SIGTRUD. Du har altsaa ikke sét Baldvin idag? 



33 

LOUISE. Nej. Sætter sig. Jeg er lige ved at tude 
hele Tiden. Men jeg vil ikke tude. Det bar jeg lovet mig 
selv. Men hvad skal man gøre, naar man opdager, at 
ens Mand er en utro. 

SIGTRUD. Jeg tror ikke, der er noget at gøre. 

LOUISE. Saa det tror du ikke? Men det tror jeg. 
Jeg skulde maaske godvilligt finde mig i det. Lade staa 
til, indtil jeg en skønne Dag blev smidt paa Porten. Nej, 
du kan tro nej. Det er en gift Kvindes Pligt at bolde 
paa sin Mand, selv om — 

SIGTRUD. Selv om han bedrager hende. 

LOUISE. Ja. 

SIGTRUD. Ja men Louise, hvis hun nu ikke kan 
det. Hvis han nu ikke mere bryder sig om hende? 

LOUISE. Saa skal hun holde paa ham alligevel. 
Jeg indrømmer, at det kan være svært. Men saa maa 
hun resignere . . . Bare jeg vidste, hvordan jeg skulde 
modtage ham, naar han kommer hjem . . . Skal jeg lade 
som ingenting? Bare gøre ham skamfuld ved at gøre 
ham alt til Behag. Sidde og sy paa hans Tøj, naar han 
kommer ind i Stuen . . . Eller skal jeg lukke mig til som 
en Blomst? 

SIGTRUD. Lav du ham en Dessert, han holder af. 

LOUISE. Karamelbudding?... Nej, du er alt for 
blid, Sigtrud. Der er ikke noget der indvirker paa Mænd 
som Foragt. Isnende Foragt. 

SIGTRUD rejser sig brat og gaar hen til Vinduet 

LOUISE rejser sig. Hvad er der — 

SIGTRUD. Det er blot lille Harald — han er nede 
i Haven hos Mor, og nu hører jeg, han græder, det lille 
Skind. Jeg gaar ud til ham et Øjeblik. Kommer du med? 
Jeg tror ikke, det er værd, at du gaar ind til Bedstemor 
idag. 

LOUISE. Ja, gaa du bare. Jeg kommer lige straks. 

SIGTRUD. Men du taler ikke om det med Baldvin 
til Far og Mor. 

LOUISE. Du kender mig ikke. Du kan bare prøve 
paa at sige noget til Viggo. 

Kamban: De arabiske Telte. 3 



34 

SIGTRUD. Du kender mig ikke. Ikke et Ord. Gaar. 

LOUISE tager et Spejl op af sin Taske og ser i det 
Tager Stolen foran S kat oliet y sætter sig hen ved Vinduet 
tilvenstre og ser ned i Haven. Men da en glad Nynnen 
høres inde fra Stuerne, vender hun sig om paa Stolen og 
ser mod Døren. Meget stram. 

BALDVIN kommer ind, glad og syngende, med 
Straahat i den ene Haand, en Pakke og Blomster i den 
anden. Han bliver ikke Louise var før han staar midt i 
Stuen, men prøver at forstille sig ved pludselig at standse 
og se op mod Loftet, og med Bevægelser der antyder, at 
han pludselig kommer i Tanker om noget, han har glemt, 
vender han om og skynder sig mod Døren. 

LOUISE løber efter ham og fa ar fat i ham ved Dø- 
ren. Naa, saa det kunde du lide. Kommer ikke hjem 
hele Natten og vil saa flygte, naar du ser mig. Saa kan 
man nok tænke sig, hvordan din Samvittighed er. 

BALDVIN. Goddag, min Skat. Sidder du her? 

LOUISE. Aa lad være, du saa mig jo godt da du 
kom ... Og saa gaar du her før du kommer hjem. 

BALDVIN stolt. Jeg har været hjemme. 

LOUISE ser tavs paa ham . . . Læg nu den Hat og 
de Pakker. 

BALDVIN mumlende. Den Hat — og de Pakker! 
Bærer begge Dele med beskyttende Ømhed over til Bor- 
det. Tager Papiret af en hvid Rosenbuket. Værsaagod. 

LOUISE bliver endnu mere stram ... Ja, dem har du 
købt til din Bedstemor, det er jo hendes Yndlingsblom- 
ster. Hvis du vil sende dem op, kan du ringe paa Pigen. 

BALDVIN tager Papiret af Chocoladeæsken. Vil du 
heller ikke have Chocoladen? 

LOUISE. Giv din Bedstemor de Gaver, du har til- 
tænkt hende. 

BALDVIN. Saa spiser jeg det selv. Begynder at 
spise Chocolade. 

LOUISE. Hvor har du saa tilbragt Natten? 

BALDVIN. Louise — du mistænker mig! 

LOUISE. Ja — du bedrager mig! 



35 

BALDVIN... Man kan vel ikke bedrage dig med 
en Billardkugle. 

LOUISE. Hvem er saa denne rødhaarede Dame, 
som du sidder sammen med om Aftenen? Du er blevet 
sét sammen med hende paa Restaurant, tre Aftner i 
Træk. 

BALDVIN. Det benægter jeg — det kan ikke have 
været den samme Dame tre Aftner i Træk. 

LOUISE. Du kan spare dig alle Udflugter. VU til 
at græde, men gør sig haard. Synes du det er morsomt 
for mig at høre, at du bliver set i Selskab med mere eller 
mindre tvivlsomme Damer. 

BALDVIN. Jeg kan ikke lide det Ord, Louise. Det 
passer paa utrolig faa Kvinder — og utrolig mange 
Stemmesedler . . . Navnlig da i Lande, hvor Kvinden har 
Stemmeret. 

LOUISE mister fuldstændig Beherskelsen, gaar hen 
til ham og griber med begge Hænder i hans Krave. Du 
er et utroligt Menneske! Er det slet ikke gaaet op for 
<Hg> &t jeg har ligget vaagen hele Natten — med en tom 
Seng ved Siden af mig? 

BALDVIN. Jeg har heller ikke mistænkt d i g. 

LOUISE ser paa ham et Øjeblik, saa slipper hun 
Taget, og raser omkring i Stuen. Pludselig sætter hun 
sig ind i Sofaen. Nu ved jeg, hvad jeg gør. 

BALDVIN. Det ved jeg ogsaa. 

LOUISE. Hvad gør jeg saa? 

BALDVIN. Det ved jeg ikke. 

LOUISE. Du sagde du vidste det. 

BALDVIN. Nej, jeg sagde, jeg vidste hvad j e g 
gjorde. 

LOUISE. Hvad gør du saa? 

BALDVIN. Jeg staar her og glatter paa mit Jakke- 
opslag . . . Man kan da ogsaa være for familiær. 

LOUISE bider sig i Læben ... Jo, nu ved jeg hvad 
jeg gør . . . Jeg bedrager dig. 

BALDVIN. Det vover du ikke! 



36 

LOUISE. Jo — jeg bedrager dig — det gør jeg. Der 
findes ogsaa — rødhaarede Mænd! 

BALDVIN knust. Vil du bedrage mig med en Rød- 
haaret? Satter sig ved Bordet 

LOUISE. Ja, nu vil jeg opføre mig ligesom du gør. 
Jeg er oven i Købet saa elskværdig at fortælle dig det i 
Forvejen. 

BALDVIN. Kalder du det elskværdigt? 

LOUISE. Ja, saa kan du jo prøve at se, om du kan 
forhindre det. Det er en mere lige Leg. Den Chance 
har du aldrig givet mig. 

BALDVIN. Jeg tror ikke, jeg kan forhindre det — 
hvis du v i 1 det 

LOUISE. Det tror jeg heller ikke ... Og naar jeg 
saa har været borte hele Natten — saa tager jeg det 
som en Selvfølge, at der kun venter mig den venligste 
Modtagelse, naar jeg kommer hjem. 

BALDVIN. Ja. Spiser af Chocoladen. Men, sig mig, 
naar du er borte hele Natten — fortæller du mig saa 
ogsaa det i Forvejen? 

LOUISE ser lidt paa ham. Du er altsaa blevet ked 
af mig — du kan lige saa godt sige det med det samme. 

BALDVIN. Nej, Louise — hvad er det for noget 
Snak! 

LOUISE. Hvis du er det — saa kan du blive fri for 
mig. 

BALDVIN. Hvem taler om det — vær dog ikke saa 
urimelig, Louise. 

LOUISE. Vil du love mig at lade det blive sidste 
Nat, du — 

BALDVIN rejser sig. Vil du love mig at lade det 
blive sidste Gang, du blander dig i mine Privatsager. 

LOUISE. Dine Privatsager — er dette ikke ogsaa 
mine Privatsager? Har Hustruen ikke Ret til at be- 
skytte sit Hjem — til at — 

BALDVIN. Der er den Forskel paa os to, at jeg 
aldrig har gjort det mindste Forsøg paa at berøve dig 



37 

nogen Frihed i nogen Retning. Du kan gøre hvad du 
lyster — og den samme Frihed kræver jeg for mig. 

LOUISE. Ja, fordi du ved, jeg holder af dig — og 
at det aldrig kunde falde mig ind at benytte mig af den 
»Frihed«. 

BALDVIN. Nu skal jeg sige dig en Ting, Louise. 
Maar Kvinden gør Manden Livet saa utaaleligt som vel 
muligt — saa gør hun det altid under »Kærlighedens« 
Foregivende. Der er et evigt Vrøvl med alle Kvinder, 
som »holder af« en. Det er maaske psykologisk forklar- 
ligt — men det er sgu ikke behageligt. 

LOUISE. Gør jeg dig Livet utaaleligt. Paa hvilken 
Maade? 

BALDVIN. Jeg tænkte ikke just paa dig . . . Men du 
irriterer mig forresten ved dine ulogiske Slutninger. Jeg 
holder af ham, derfor skal han være tilfreds — slutter 
du. * Det er det, der er galt. Det er det, der er egoistisk. 

LOUISE rejser sig og gaar frem. Det er mig, der er 
egoistisk. Ja naturligvis. Det var mig, som var egoistisk 
i Nat. Ja undskyld, men den Logik maa du selv beholde. 
Det er vidunderligt. Du søger andre Kvinders Selskab, 
jeg føler min Hustruværdighed krænket, og saa er det 
mig, som er egoistisk ! 

BALDVIN. Vil du have Skilsmisse? 

LOUISE tier saaret... Nej. 

BALDVIN. Heller ikke, hvis jeg anmoder om den? 

LOUISE tier forlegen .. . Nej. 

BALDVIN. Aldrig? 

LOUISE bestemt. Aldrig. 

BALDVIN. Det er dig, der i k k e er egoistisk! 

LOUISE. Naar man holder af sin Mand, prøver 
man at tilgive ham . . . Jeg synes bare, du burde kunne 
forstaa, hvor svært det er for mig at komme over den 
Krænkelse. Sætter dg igen ved Bordet og græder. 

BALDVIN. Nej, nej, nej, Louise — for Guds Skyld 
begynd ikke at græde. Hører du. Der kan komme no- 
gen . . . Søde Louise, hold nu op at græde, vi holder ja 



38 

dog saa meget af hinanden . . . Louise, man kan høre 
det ud i Haven . . . Jeg er fortvivlet, hvad skal jeg gøre? 
Begynder at fløjte for at overdøve Oraaden ... Du kan 
selv diktere mig Betingelserne — hvis du blot holder op 
at græde. Løber hen til Vinduet og lukker det Saa slem 
har jeg aldrig været mod d i g. Løber hen til Døren og 
kigger udenfor. Nej, der var ingen, gudskelov. Der kan 
du se, hvor du gør mig bange, jeg begynder at faa 
Hallucinationer . . . Oør sig vred. Jeg kommer ikke hjem 
i Aften, hvis du ikke holder op med at græde. Ser sig 

raadvild omkring. Hys s! Fløjter igen — løber 

pludselig hen til Stolen ved Vinduet, gaar med den over 
til Reolerne, staar op paa den, og tager Violinen ned. 
Satter sig paa Stolen og spiller hvad der først falder 
ham ind: »Sæterjentens Søndag*. 

LOUISE retter sig op og tørrer Taarerne bort. Og 
længere henne i Melodien sidder hun stille og lytter smi- 
lende til Tonerne. 

FRU STEFANIA og EGGERT kommer ind. 

FRU STEFANIA. Nej, bliv kun ved. 

BALDVIN hilser paa sin Tante med Violinen i 
Haanden. Goddag, Tante. 

FRU STEFANIA. Goddag, lille Baldvin. Hvor er 
det dog sødt at se jer sidde saadan sammen og — god- 
dag, Louise — rækker Kinden frem — du har jo grædt! 

BALDVIN efter at have hilst paa sin Far. Ja, tænk 
Louise blev helt rørt — men det er jo ogsaa en pæn 
Melodi. Staar op paa Stolen og hænger Violinen op. 

FRU STEFANIA. Vil du ikke spille mere? Det er 
længe siden jeg har hørt dig spille. 

BALDVIN. Nej, jeg kan mærke, jeg mangler 
Øvelse . . . Har du været oppe hos Bedstemor, vi skulde 
lige se ind til hende. 

FRU STEFANIA. Ja — men Lægen er deroppe i 
Øjeblikket. 

BALDVIN. Hvilken Læge — Viggo — ? 

EGGERT. Ja, Viggo vilde se ind til hende idag. I 
kan vente et Øjeblik, til han kommer ned. 



39 

FRU STEFAN IA. Du siger ikke noget, min Pige. 
Hvordan har du det? 

LOUISE. Jo Tak, jeg har det godt. Og du? 

BALDVIN. Louise — skal vi gaa lidt ud i Haven 
saalænge? 

LOUISE. Ja, lad os det . . . Jeg tager Blomsterne 
med og sætter dem i Vand. 

BALDVIN. Vil du have Chokolade, Tante Stefania. 

FRU STEFANIA. Nej, Tak skal du have, min 
Dreng. 

BALDVIN. Saa spiser jeg dem selv ...De gaar ud 
af Stuen med hinanden under Armen. 

FRU STEFANIA. De er nu søde, de to. 

EGGERT. Sæt dig ned Stefania, mens vi venter paa 
Viggo. 

FRU STEFANIA. Mor har det meget bedre end 
hun havde det i Forgaars. Sætter sig. 

EGGERT. Ja, da havde hun en slem Dag, Stakkel. 

FRU STEFANIA. Nu tror jeg, hun kommer sig. 

EGGERT. Ja nu hører vi, hvad han siger. Sætter 
sig. 

FRU STEFANIA. Ja. 

EGGERT. Men hvordan har din Mand det? 

FRU STEFANIA tier et Øjeblik. Han har det ikke 
godt, Eggert. 

EGGERT. Ikke? Jeg troede, han havde det bedre nu. 

FRU STEFANIA. Ja, det havde han ogsaa først 
efter at vi kom hjem fra England. I de to Maaneder, vi 
var der, var det som hele hans tidligere Interesse for hans 
Arbejde vaagnede igen. Vi gik sammen paa Museer og 
til videnskabelige Foredrag i London, og senere foreslog 
han selv at vi skulde tage til Cambridge og Oxford. Og 
saa snart vi var kommet hjem, begyndte han igen at ar- 
bejde, arbejde med fuld Kraft. Jeg var saa glad. Det 
var som om jeg havde faaet baade ham og mit Hjem 
tilbage. Men saa — hvornaar var det vi kom, det er 
tolv Dage siden — ja, og de tre sidste Dage har han 
haft det nøjagtig som han havde det før vi rejste. 



40 

EGGERT. Det gør mig meget ondt at høre. 

FRU STEFANIA. Ja, er det nu ikke trist méd den 
Mand? Først det Kærlighedseventyr i Stockholm, med 
en Kvinde, ingen skulde tro, vilde falde i hans sobre, 
gennemkultiverede Smag. Og naar han saa bliver revet 
ud af det, er Resultatet kun et aandeligt Sammenbrud. 
Disse søvnløse Nætter, denne forfærdelige Depression — 
gennem Maaneder. Nej, du kan ikke tro, hvor tit jeg 
har ønsket, at jeg ikke havde grebet ind. Og dog — 

EGGERT. Hvor tager I hen i Sommer? Ud i jeres 
Hus? 

FRU STEFANIA. Ja, vi flytter ud i næste Uge . . . 

EGGERT. Saa sér jeg ind til jer forinden. 

FRU STEFANIA. Ja, gør det. 

EGGERT. Det ordner sig nok, skal du se. Nu hviler 
han sig i Sommer og samler Kræfter, og naar saa Se- 
mestret begynder, og han genoptager sit regelmæssige 
Arbejde, saa — 

FRU STEFANIA rysler paa Hovedet Eggert — det 
har taget meget mere paa ham, end du tror. 

EGGERT. Ja — ja — men i den Alder, saa — 

FRU STEFANIA. Ved du, hvad jeg vilde ønske, 
hvis det var muligt? . . . Jeg vilde ønske, at han og jeg 

— at vi to kunde tage sammen paa en lang, lang Rejse. 
Hvis vi to var alene, og jeg fik Lov til at pleje ham hele 
den lange Tid, saa er jeg vis paa han blev rask. Og 
naar vi saa var kommet hjem, kommet tilbage fra Rejsen 

— saa var vi begge blevet gamle. Det er underligt, men 
jeg længes efter den Tid, hvor vi to bliver gamle Men- 
nesker. Græder stille. 

EGGERT rejser sig. Hvor du dog holder meget af 
ham, lille Søster. 

FRU STEFANIA. Ja, men min Kærlighed gør ham 
kun ondt. Tørrer sine Øjne. 

EGGERT. Hvorfor gør du ikke det, Stefania? Han 
kan faa Orlov, han kan tage sin Afsked, om det skal 
være — og saa kan I rejse. 

FRU STEFANIA. Nej, det vil han ikke. Der er og- 



41 

saa saa meget til Hinder. Der er Børnene, og der er saa 
mange Ting. 

EGGERT. Du syntes virkelig, Forandringen havde 
en god Indflydelse paa ham de to Maaneder, I var i 
England? 

FRU STEFANIA. Ja, du ved jo hvor helt han 
plejede at ofre sig for sin Gerning. Jeg kan huske, der 
gik tit baade et helt og halvandet Aar, hvor han kun 
aabnede Bøger, der var lægevidenskabelige, og det længe 
efter at han var blevet Professor. Og da han saa kom 
til England, saa han adskilligt blandt de nyeste Forsk- 
ninger, som helt fangede ham, saa du kan tænke dig, 
hvilken Skuffelse det er mig, naar vi nu kommer hjem — 

EGGERT. Jeg tror, hverken vi skulde lade ham gaa 
tabt for dig eller for Videnskaben, Stefania. Han skulde 
tage sig et helt Aars Orlov, og tage med mig til Efter- 
aaret ned til Tyskland og Schweiz. 

FRU STEFANIA. Med dig — skal du rejse? 

EGGERT. Ja, jeg har tænkt mig at rejse nogle Maa- 
neder næste Vinter, ja mere end nogle Maaneder, hvis 
jeg tager lidt længere sydpaa, hvad jeg har Lyst til. 
Jeg har ikke været udenfor Skandinavien i ni Aar. 

FRU STEFANIA. Det er altsaa en Lystrejse? 

EGGERT. Ja, for det meste. Vi skal sende en Mand 
til Barcelona. Saa derned vilde det i alt Fald blive i 
Forretninger. Ja, det er netop ni Aar siden jeg var sidst 
i Barcelona. 

FRU STEFANIA. Rejser Dagmar da ikke med dig? 

EGGERT. Jeg har tigget og bedt hende om at 
komme med. Men hun vil ikke. Hun vil jo aldrig rejse, 
som du ved. — Axel skulde slaa Følge ! 

FRU STEFANIA næsten bønligt. Aa — ja. 

EGGERT. Vi taler ikke mere om det — jeg tager 
ham med. 

DR. VIGGO MOHR banker paa Døren og kommer 
ind. 

FRU STEFANIA rejser sig. Er det saa ikke bedre 
idag, Doktor? 



42 

VIGGO. Jo — bedre end sidst. Meget beJre. 

FRU STEFANIA. De mener ikke, der er nogen Fare 
mere? 

VIGGO. Ude af Fare er hun ikke. Det er altid van- 
skeligt at sige, naar Talen er om saa høj en Alder. Men 
nu ser vi, hvordan det gaar i de næste Dage. 

FRU STEFANIA. Ja men hun har det dog saa godt 
idag? 

VIGGO. Ja — men det gaar ogsaa bedre. Hun har 
ingen Aandenød haft i Nat, og har sovet godt. 

FRU STEFANIA. Saa stikker jeg op til hende nu 
og siger Farvel til hende. Farvel, Doktor. 

VIGGO. Farvel, Frue. Vil De hilse Professoren? 

FRU STEFANIA. Tak, det skal jeg . . . 

EGGERT. Dagmar sidder nede i Haven, hvis du vil 
sige Farvel til hende. Jeg kommer straks derud. 

FRU STEFANIA. Det er godt. Farvel. Oaar. 

VIGGO. Farvel. 

EGGERT. Saa du ser ikke saa lyst paa det? 

VIGGO. Jeg tror næppe vi kan vente nogen varig 
Bedring. Hjertet er meget svagt. 

EGGERT. Ja, det er Livets Lov. — 

VIGGO. Men hun maa ikke paa nogen Maade røre 
Kaffe, selvom hun har det lidt bedre. 

EGGERT. Stakkel, saa bliver hun vist elendig. 

VIGGO. Ja, det gaar ikke. 

EGGERT. Men hvordan er det med Morfinen, hvis 
hun faar et slemt Anfald? 

VIGGO. Den er det bedst at undgaa; hun kan iaa 
lidt Digitalis, hvis Aandenøden kommer igen. Men det 
ved nu Sygeplejersken Besked med. 

EGGERT. Ja. 

SIGTRUD kommer ind... Gaar du ned i Haven, 
Far? 

EGGERT. Ja. 

SIGTRUD. Vil du ikke sige til Baldvin, at Viggo er 
kommet ned, saa de kan hilse paa Bedstemor — han 
længes vist efter at komme hjem. 



43 

EGGERT. Jo. Oaar. 

SIGTRUD. Hvordan er det saa med Bedstemor? 

VIGGO. Jo — meget bedre. 

SIGTRUD. Ja, ikke sandt? 

VIGGO. Jo, meget bedre. 

SIGTRUD mens hun gaar hen til Vinduet titvenstre 
og lukker det op. Skal du straks ind i Byen igen? 

VIGGO ser paa Uret Jeg kan godt vente ti Minutter. 

SIGTRUD. Kom skal du se — Harald staar ude i 
Bedet og plukker Blomster. 

VIGGO. Plukker — ja, det er nu saadan et pænt 
Udtryk. Leende. Skal vi sige, han river Hovederne af . . . 
Hvad tror du, din Far siger til det? 

SIGTRUD. Ja, nu skal vi se. Nu kommer han . . . 
Kan du se — ! 

VIGGO. Ja . . . Ja, min sandten, lægger sig paa 
begge Knæ og plukker med! 

SIGTRUD. Ja Far. Ja, det vidste jeg. Den Dreng 
har carte blanche . . . Vender sig og tager hans Haand. 
Ved du, at du endnu ikke har f aaet Tid til at sige ordent- 
lig Goddag til mig? 

VIGGO tager hende varmt og inderligt ind til sig. 
Før nu — ! Kysser hende. 

SIGTRUD ser paa ham med et fremmed Smil. Viggo — 

VIGGO. Ja — 

SIGTRUD. Jeg er saa glad. 

VIGGO. Ja, det er vi jo begge to. 

SIGTRUD ryster tavs paa Hovedet. 

VIGGO. Hvorfor ryster du paa Hovedet? 

SIGTRUD. Fordi det kun er mig som er lykkelig. 
Oaar hen til Sofaen og sætter sig. 

VIGGO. Hvor kan du sige det, Sigtrud . . . Jeg har 
aldrig hørt dig tale saadan før. 

SIGTRUD Engang maa det siges, Viggo . . . Det 
skal siges, naar det begynder at gøre ondt ... Og det 
skal siges af mig ... Og det skal siges idag. 

VIGGO. Det er ikke sandt. 

SIGTRUD med et Smil. Hørte du, Viggo, hvordan 



44 

du sagde det: »Det er ikke sandt«. Med Forstillelsens 
Ivrighed. Der var et Ja og ikke et Nej i denne Protest. 

VIGGO. Jeg holder af dig. — Hvorfor smiler du?... 
Hvorfor læner du dig tilbage — og smiler ? 

SIGTRUD. »Jeg holder af dig« — det er som den 
store røde Himmel, naar Solen er gaaet ned. 

VIGGO tier et Øjeblik — saa ler han halvt. Hvor 
har du f aaet den Idé, at jeg ikke skulde være — lykkelig 
ligesom du. 

SIGTRUD. Viggo min — nu skal du ikke pine dig 
selv længere. Hvis noget Menneske har villet være god 
imod mig, er det dig. Du vil prøve det endnu — men 
du kan det ikke længere. Du giver mig ømme Kærtegn 
og siger mig ømme Ord — men de har mistet denne 
Kærlighedens blufærdige Varsomhed, som gør en saa 
tryg. Og undertiden har du søgt at dække over deres 
Afmagt ved at overdrive dem. Forstaar du, hvad jeg 
mener, Viggo. Med halvt vemodigt, halvt trøstende Smil, 
De er blevet som en daarlig Skuespillerinde, der ikke for- 
staar, at de store Følelser taler det stille Sprog ... Du 
ser, jeg lader mig ikke skuffe. 

VIGGO tier. 

SIGTRUD. Naar du kommer sent hjem fra en Pa- 
tient, kysser du mig ikke mere paa Kinden, hvis du tror, 
jeg sover. Jeg røber mig ikke, jeg ligger bare og tænker, 
at det vistnok kun er denne lille Bagatel, der gør, at jeg 
synes Dagen ender saa fattigt. 

VIGGO tur. 

SIGTRUD. Hvad er det saa, der i den senere Tid 
ligger som en Byrde paa dig? 

VIGGO. Ingenting, Sigtrud, ingenting. Det er kun 
dig, der ikke er saa fornøjet som du har været før. 

SIGTRUD. Vil du lade mig sige det? Ja, det skal 
jeg. Jeg har tænkt længe over det. Hvis ingen af os 
siger noget, saa véd jeg hvordan vort Ægteskab efter- 
haanden vil blive: Køligt, fattigt, grimt, glædesløst — 
indtil det opløses. Det er den gamle Historie. Men den 
vil jeg ikke skal gentage sig her. Vort Ægteskab har 



■inirr ~ 



45 

røret kort, men det har været smukt. Og det skal ende 
smukt . . . Nu behøver du ikke at skjule noget for mig 
liere. Jeg ved jo det hele. Kun ikke, om det er dig en 
Skuffelse, at jeg ved det. 

VIGGO. Nej. Rejser sig. Nej, Sigtrud, jeg har sét, 
at du har vidst det — jeg har sét det før end idag. 

SIGTRUD. Og alligevel tav du? 

VIGGO. Ja — jeg ved ikke, hvad der er mest Skyld 
i min Tavshed : det, at jeg vilde skaane dig, eller moralsk 
Fejghed ... Jo, hvorfor skulde jeg give det et smukkere 
Navn? Jeg sagde ikke noget, fordi jeg ikke havde Mod 
til at se mig selv blive ringere i dine Øjne. Og saa bildte 
jeg mig ind, at jeg ikke sagde noget fordi jeg ikke vilde 
saare dig. Satter sig igen. Jo, saadan er vi. Jeg tav 
af Forfængelighed, og beroligede mig selv med den Ind- 
bildning, at jeg tav af Hensynsfuldhed. Og saa har min 
Tavshed saaret dig mere end Ord kunne gøre. Jo. Hvor- 
ledes skulde du i Begyndelsen kunne forstaa, at Tanker, 
som ikke fik Afløb, gik udover dig som Gnavenhed eller 
Haardhed — alle disse Kapricer, som følger med For- 
stillelsen. Det er godt, at vi faar talt sammen nu. Jeg 
tror ikke man selv kan raade for den Retning, ens Følel- 
ser tager — men vi kan selv raade for, at vi ikke lyver 
for dem, vi omgaas og holder af. 

SIGTRUD. Vi er enige, Viggo. Vi har talt sam- 
men... Jeg har kendt dig saa længe, at jeg ved, det 
ikke er nogen flygtig Følelse, der har forandret dig saa- 
dan. Du elsker Fru Aubert. 

VIGGO tier. 

SIGTRUD. Hvad vil du saa gøre, Viggo? Vil du, 
at vi skal blive ved med at være gift? 

VIGGO. Jeg lægger det i din Haand. De tier begge 
* Øjeblik. 

SIGTRUD. Jeg vil, at vi skal skilles. 

VIGGO. Vil du det? 

SIGTRUD. Hvad andet er der at gøre, Viggo? De 
tier et Øjeblik. 

VIGGO. Er det for min Skyld — at du vil det? 



46 

SIGTRUD. Nej — >■ lige saa meget for min egen. De 
tier el Øjeblik. 

VIGGO. Jeg holder saa meget af dig Sigtrud. Der- 
for er jeg bedrøvet. 

SIGTRUD. Jeg holder saa meget af dig Viggo. Der- 
for er jeg glad. De tier et Øjeblik. 

VIGGO. Og vor lille Dreng. 

SIGTRUD. Og vor lille Dreng ja. Han skal blive 
hos den, der kan være mest for ham. Hvis du havde 
Tid eller Evne til at vise ham den samme Omhu, som 
jeg kan drage for ham, vilde du have den samme Ret til 
at tage ham til d i g. 

VIGGO. Nej — det havde jeg nu ikke. Men — Og 
din Far — som jeg skylder saa meget godt . . . Det er 
ikke blot dig, jeg har svigtet — 

SIGTRUD. Du har ikke svigtet mig. Du vilde svigte 
mig, hvis du blev hos mig uden at elske mig . . . Rejser 
sig. Nu taler vi ikke mere om det idag. Far, ja — ham 
skal j e g tale med. Du skal ingen Vanskeligheder f aa 
med min Familie ... Nu har jeg vist holdt for længe paa 
dig. 

VIGGO uden at rejse sig. Sigtrud — lad mig bare 
sige dig én Ting inden jeg gaar. Naar du nu sidder 
alene og tænker paa alt dette, saa kan du maaske, til 
Trods for al din Godhed, ikke frigøre dig for den Tanke, 
at min Handling bunder i en alt for svag Ansvarsfølelse 
over for dig og mit Barn. Derfor beder jeg dig tro mig, 
naar jeg siger dig, at jeg ikke først og fremmest har 
tænkt paa min egen Fremtid. Jeg har ikke kunnet være 
i Tvivl om mine Følelser. Det eneste jeg har været i Tvivl 
om, er dette, at forlade mit Hjem — eller blive ved at 
færdes i det, som en fattig Skygge af den Mand, du el- 
skede. Hvorledes skulde jeg handle, for at gøre dig 
mindst ondt? 

SIGTRUD. Jeg behøver kun at sætte mig selv i dit 
Sted for at forstaa dig, Viggo. Du elsker en anden Kvin- 
de. Det er mig nok . . . Lad mig nu blot tænke over det i 
Ro, saa taler vi sammen i Aften om det, der skal ordnes. 



47 

VIGGO rejser sig. 

SIGTRUD. laf ten, Viggo — iaften er vort Ægteskab 
forbi. Kys mig saa inden du gaar. 

VIGGO. Farvel, Sigtrud. Kysser hende. Og giv vor 
Dreng al den Kærlighed, jeg ikke fortjente. 

SIGTRUD. Farvel, Viggo — og Tak for de fire dej- 
lige Aar. 

VIGGO trykker tavs hendes Haand og gaar ud. 

SIGTRUD ser efter ham. Saa gaar hun hen til Bog- 
reolerne i Baggrunden og støtter Albuerne mod Kanten. 
Hun ser ikke ned, det synes som hendes Blik er fæstet 
mod Violinen paa Væggen ovenover. Sadledes staar hun 
en lille Tid, saa vender hun sig mod det aabne Vindu, 
kaster et Blik ud i Haven, og sætter sig saa i Sofaen, 
hvor hun sad før. Hun græder ikke, hun smiler ikke, hun 
sidder stille som et Barn der er holdt op at være bange. 

EGGERT kommer ind. Er Viggo gaaet? 

SIGTRUD. Ja, mødte du ham ikke? 

EGGERT. Det var kedeligt. Nej, jeg sad inde i mit 
Værelse — det er mærkeligt, jeg ikke skulde høre — jo, 
saa har det været ham, der gik forbi — gaar hen til Vin- 
duet — dér gaar han jo ude paa Gaden. Saa kan jeg 
godt naa ham. Skynder sig mod Døren. 

SIGTRUD. Kan det ikke vente, Far, han har saa 
travlt. 

EGGERT. Det er kun et Øjeblik. Lukker Døren op. 

SIGTRUD. Far! 

EGGERT. Ja — hvad er der — hvad er der? 

SIGTRUD. Ja — hvad vil du ham? Er der noget, 
der haster? 

EGGERT endnu mere utaalmodig. Det er noget, vi 
talte om. Det er for hans egen Skyld. Jeg kommer straks 
tilbage. Oaar ud af Døren. 

SIGTRUD raaber. Far — Far — Jeg beder dig . . . 

EGGERT kommer ind igen, gaar langsomt henad 
Gulvet, og standser foran hende. 

SIGTRUD. Ja, Far — undskyld — men — men — 
det er vel ikke andet end hvad der altid kan ordnes senere. 



48 

EGGERT. Hvad er der i Vejen med dig? 

SIGTRUD. Mig — ingenting. 

EGGERT. Du kan lige saa godt sige mig det straks. 

SIGTRUD tanker sig om nogle faa Sekunder. Ja - 
det er vist ogsaa det bedste 

EGGERT sætter sig. 

SIGTRUD. Vi skal skilles. 

EGGERT sagte. Hvad er det du siger — hvem skal 
skilles? 

SIGTRUD. Viggo og jeg — vi skal skilles. 

EGGERT prøver Ordene, ligesom man prøver usikktr 
Is. Viggo — og du — skilles — skilles — . Nej. 

SIGTRUD. Jo — vi er enige om det. 

EGGERT ser paa hende, men siger intet; hans Sinds- 
bevægelse ytrer sig kun i hans hurtige Aandedrag. 

SIGTRUD. Du skal ikke tage dig det nær, Far - 
det er det bedste vi kunde gøre. 

EGGERT. Hvis er Forslaget? 

SIGTRUD. Mit. 

EGGERT. Saa er Skylden altsaa — hans. 

SIGTRUD. Jeg har ikke spurgt om nogen Skyld. 
Viggo holder af en anden Kvinde. Jeg holder af Viggo. 
Derfor skilles vi. 

EGGERT. Er det saa let at skilles, naar man holder 
af sin Mand? 

SIGTRUD. Ja, saa let er det — naar man holder 
rigtig meget af ham. Jeg vilde ikke have troet det. Jeg 
er næsten forbavset over det. Men saa let er det. Det 
kommer af sig selv . . . Maa jeg sige dig noget, Far? 

EGGERT. Ja, Sigtrud — vi har altid været fortro- 
lige. 

SIGTRUD. Nej, jeg kan vist ikke gøre dig forstaae- 
ligt, hvor meget jeg holder af ham. Nu da jeg vilde sige 
dig det, forekom det mig selv saa utroligt. 

EGGERT. Hvad var det saa — det du vilde fortælle 
mig? 

SIGTRUD. Det var kun dette: At nu, hvor han har 



49 

givet mig det sidste Kys, føler jeg en meget rigere 
Glæde end da han kyssede mig første Gang. 

EGGERT. Det troede jeg kun man følte, naar man 
var glad over at komme af med vedkommende Person. 

SIGTRUD. Ja, jeg elsker ham. Men jeg er saa glad. 
Det var altsammen saa let . . . Det er altsammen saa un- 
derligt. Ryster paa Hovedet og skygger for Ansigtet — 
som naar man faar Solen i Øjnene. 

EGGERT. Javel, ja. Det er altsammen saa under- 
ligt. Javel, ja. Og du er saa glad ... Og hvor gammel 
er saa din Far? De treds, ikke sandt. De treds, jo. Men 
han er kun et Barn, som man kan bilde alting ind. Er 
det ikke det, han er? 

SIGTRUD smilende. Nej. 

EGGERT. Jo, hvis man blot smiler, og fortæller 
ham, at det altsammen var saa let — saa skal han tro 
det. 

SIGTRUD. Forstaar du det virkelig ikke, Far? 

EGGERT. Jo, selvfølgelig forstaar jeg det. Naar I 
har levet fire Aar sammen i et Ægteskab, der var sjæl- 
den smukt og lykkeligt, og naar jeres lille Dreng har 
gjort det Samliv til en Fest, som der skal to for at nyde 
— og saa det Øjeblik kommer, hvor alle disse Familie- 
livets gyldne Traade rives over, saa er det kun naturligt, 
at du er straalende glad. Det kan da hvert Menneske 
forstaa. 

SIGTRUD ikke blot glad, men stilfærdigt jublende. 
Nej — hun synger det næsten — nej ! Du forstaar det 
ikke. Nu ved jeg først hvad det ene Ord betyder: at 
elske. Ja, nu ved jeg det først. Det er en ny og vidunder- 
lig Gaade, denne Dag har løst for mig. Det er som en 
guddommelig Aabenbaring. Nu ved jeg, at den som har 
faaet Kærlighedens Gave, kan aldrig blive ulykkelig. 
Ham kan Glæden aldrig blive frataget. 

EGGERT. Kærlighedens Gave? 

SIGTRUD. Ja . . . Ved lykkelig Kærlighed forstaar 
de fleste det, at være elsket af dem, man elsker. Den 
Lykke kan man miste. Men ingen kan berøve en den 

Kamban: De arabiske Telte. 4 



50 

Lykke, der bestaar i at elske uden Betingelser. Ingenting 
at forlange af den man holder af. Bare spørge om hans 
Vilje eller gætte sig til hans Vilje — og saa ikke spørge 
om mere. At ville hans Lykke alene — det er Kærlig- 
hedens Gave. 

EGGERT. Sigtrud — 

SIGTRUD. Nej, du forstaar mig ikke endnu. Du for- 
staar ikke, hvorfor jeg er saa glad. Da jeg var en pur- 
ung Pige, byggede min Fantasi et stort Palads, hvor al 
den Pragt, jeg kunde drømme om, var samlet — saadan 
var Kærlighedens Tempel. Men i Kærlighedens Tempel 
er der ingen Pragt. Der er det mest kostbare Bæger ikke 
det, der er fuldt med hellig Vin, men det, man bærer tomt 
til sine Læber. 

EGGERT rejser sig. Sigtrud — du er syg. 

SIGTRUD. Aa Far, det er ogsaa Synd — her sidder 
jeg og gør dig bange. Du har aldrig hørt mig tale saa- 
dan før. Jeg kan bare ikke slippe denne Tanke, denne 
nye Opdagelse. . . Opdagelse! Og dog er det saa simpelt: 
bare at være god imod den, man holder af. Rejser sig 
og gaar hen til sin Far. Saa, Far — du tror da ikke, at 
jeg er blevet sindssyg . . . jo, jeg kan se det paa dig. Nu 
skal jeg straks berolige dig ved at tale om det fornuf- 
tigste der findes i Verden. Kom nu, Far, og sæt dig her 
i Sofaen . . . jo, det maa du, jog vil da ikke lade mig 
tvangsindlægge. 

EGGERT. Jeg forstaar dig ikke, mit Barn. Sætter 
sig i Sofaen. 

SIGTRUD. Nu taler vi ikke mere om det. Satter sig 
paa en Stol ved Bordenden. Hvad er saa det fornuftigste, 
der findes i Verden? Penge! Saa taler vi om Penge. 

EGGERT ryster paa Hovedet. 

SIGTRUD. Nej, nu skal du være sød, Far . . . Penge, 
ja. Det er forresten det dummeste, der findes i Verden. 
Det er dem, der vedligeholder daarlige Ægteskaber. Er 
det dog ikke afskyeligt at tænke sig, at en Kvinde, for at 
kunne leve, maa holde paa en Mand, som er blevet ked 
af hende. Værre er det dog endnu, naar det er en Mand, 



51 

som ogsaa hun er blevet ked af . . . Er jeg nu fornuftig 
nok? 

EGGERT. Er det sandt — er det virkelig sandt — 
alt det, du sagde før? Er du ikke bedrøvet engang? 

SIGTRUD. Nej — du maa vænne dig til den Tanke 
Far, at jeg baade er glad og klog. 

EGGERT... Jeg skal ikke spørge dig yderligere 
Sigtrud. Sig mig blot én Ting: Bliver Barnet hos dig? 

SIGTRUD. Ja. 

EGGERT nikker. 

SIGTRUD. Du misforstaar mig vist, Far. 

EGGERT. Hvordan? 

SIGTRUD. Jeg mener hvis du tror, at det er det 
der hjælper mig over mit Savn. 

EGGERT. Nej, jeg tror nok jeg begynder at forstaa 
dig, lille Sigtrud. Det er bare saa nyt at træffe en Kvinde, 
der er saa vidunderlig stærk. Nej, jeg tror nok jeg be- 
gynder at forstaa dig. Det er jo saa simpelt: Man skal 
bare være god imod den, man holder af. 

SIGTRUD tager hans Haand, bøjer sig over den, og 
kysser den. 

EGGERT stryger hendes Haar . . . Viggo er bare et 
forfærdeligt Asen — nej, undskyld — . 

SIGTRUD. Du maa gerne sige, han er et Asen. Det 
viser blot, du ikke er vred paa ham. 

EGGERT. Jeg er meget vred paa ham. 

SIGTRUD. Nej, du er ikke. 

EGGERT. Jo, jeg er vred paa et Asen, som ikke for- 
staar at paaskønne — 

SIGTRUD. Ja — ja, lad os ikke tale om det. En an- 
dens Kærlighed kan vi alle miste. 

EGGERT. En ung og stærk og varmblodig Kvinde 
som du kan dog ikke nøjes med aandig Kærlighed hele 
sit Liv. 

SIGTRUD. Jeg tror ikke paa, at en virkelig dyb 
Kærlighed kan vare hele Livet. Kærlighedens Tid er 
maaske kun én Rosenmaaned. Med nye Roser kommer 
med ny Sommer. 

4* 



52 

EGGERT rejser sig. Ja, her rører du ved et Punkt, 
hvor du ved jeg har mine bestemte Anskuelser. Oaar op 
og ned ad Oulvet. 

SIGTRUD. Og her rører du ved et Punkt, hvor det 
er ligegyldigt med alle Anskuelser. Du har disse An- 
skuelser fordi du har kunnet holde dine Lidenskaber i 
Ave. Men for Mennesker med stærke Lidenskaber er Tro- 
fastheden ingen Dyd — den er blot et fysiologisk Pro- 
blem. 

EGGERT. Er det et Resultat, du er kommet til idag? 

SIGTRUD. Nej, det er ikke et Resultat, man kan 
komme til paa én Dag. Det gælder ikke blot Følelses- 
livet. Det er muligt, jeg tager Fejl, men jeg ser ikke be- 
dre end at menneskelige Anskuelser betinges næsten ude- 
lukkende af personlige Interesser. Jeg har kendt unge 
Jurister, som rystede over den Straf der er fastsat for 
visse Forbrydelser, men saasnart de bliver Sagførere eller 
Dommere, naar de skal til at leve af deres Arbejde, er 
Straffen god og selvfølgelig. En Mand der venter, at en 
mægtig Kejser hæver ham til Magt og Ære, har den 
Anskuelse at Kejseren er et ophøjet Væsen; men naar 
Kejseren har mistet sin Trone, har han den Anskuelse at 
han burde hænges ... Og saadan er det med alle Ting. 

EGGERT. Hvilke personlige Interesser kan jeg have 
i at hævde mine Anskuelser om Trofasthed i Ægte- 
skabet? 

SIGTRUD. Selv at have gjort noget der falder van- 
skeligt for andre, det bærer altid i sig selv en personlig 
Tilfredsstillelse. 

EGGERT. Og det skal jeg høre af din Mund. Om 
en Livsanskuelse der bunder dybest i min Natur. I som 
er unge, I forlanger altid at vi skal forstaa j e r. Men 
hvad har I gjort for at forstaa den Aand, der hersker 
her i Hjemmet. Jeg siger ikke : for at paaskønne den, jeg 
siger kun : f or at f o r s t a a den. Hvad har I Børn gjort 
for at skærme den Vækst, som gennem Generationer har 
staaét her i Ly af sædelige Traditioner. Den ene efter 



53 

den anden har I nedtrampet de Bud, som var de helligste 
for os. 

SIGTRUD. Jeg har ikke nedtrampet noget Bud. Jeg 
har adlydt Livets største Bud — adlydt det blindt og 
uden Betingelser. 

EGGERT. Ja, Sigtrud, tilgiv mig — jeg skal vel 
vogte mig for at saare dine Følelser. 

SIGTRUD rejser sig og gaar hen til ham. Nej, det 
er mig, der skal bede om Forladelse. Smilende. Men den 
faar jeg ogsaa. Gaar hen til Taburetten og sætter sig. 
Den faar jeg, naar jeg fortæller dig, at det er selve 
Slægtens Kroneg — Bedstemor — som er Skyld i det 
hele. 

EGGERT. Skyld i hvad? 

SIGTRUD. I det jeg sagde før om menneskelige An- 
skuelser. 

EGGERT. Har ikke din Mand nylig forladt dig? 

SIGTRUD. Jo — det ved du Far. 

EGGERT. Og alligevel kan du sidde saadan og tale 
om alle mulige Ting. 

SIGTRUD. Jeg kan tale om mange flere Ting — og 
alligevel have ham bag ved alle mine Tanker. 

EGGERT sætter sig og støtter Albuen mod Bordet 
— siger beklagende. Ja, det burde jeg ogsaa have kunnet 
forstaa. 

SIGTRUD. Jeg husker en Søndag, den anden Vinter 
jeg gik i Skole. Vi kom ud til Bedstemor, og hun spurgte 
mig, hvad der var min næste Lektie i Geografi. Jo, det 
var Arabien. Saa begyndte hun at fortælle mig om Land 
og Folk, om Nomadelivet, om Gæstfriheden, om religiøse 
Skikke — og jeg sad paa hendes store Skammel og lyt- 
tede, for hun vidste saa meget mere end der stod i Bogen. 
Men kun én Ting af hvad hun fortalte har fæstnet sig 
i Erindringen: de arabiske Telte. Det er maa- 
ske kun den Stemning, hvormed hun fortalte det, der gør 
at jeg husker det Ord til andet: Og Araberne drager 
afsted med deres Kameler og Telte, og søger sig et nyt 
og bedre Sted. Men ser de en Dag, at Vandet vil udtørre, 



54 

staar de op om Natten, folder igen deres Telte, og lister 
stille bort . . . 

EGGERT. Og hvad saa? 

SIGTRUD. Og hvad saa, ja. Det spurgte jeg ogsaa 
om. Men saa var der ikke mere. 

EGGERT smilende. Ja, det er sandt — og hvad saa? 
— det spurgte man altid om. Hja. 

SIGTRUD. Men saa — hver Gang jeg ser, at dybe 
og alvorlige menneskelige Følelser eller bestemte men- 
neskelige Anskuelser skifter, saa kommer jeg til at tænke 
paa de arabiske Telte. 

EGGERT bliver stille, ser paa hende, men sidder 
ubevægelig. Saa siger han sagte og inderligt. Sigtrud - 
giv mig Lov til at blive dig en god Ven i den kommende 
Tid. 

SIGTRUD rejser sig. Saa vil jeg straks bede dig om 
noget, Far. Der er saa meget, Viggo maa ordne med dig 
personlig. Du kan tænke dig, at det er ikke saa helt let 
for ham. Vil du love mig, naar han kommer til dig, at du 
saa vil tage venligt imod ham og ikke lade ham und- 
gælde for noget. 

EGGERT rejser sig. Ja. 

SIGTRUD. Tak, Far. Han gemmer Ansigtet ved 
hans Bryst. 



TREDJE AKT 

Eggert Thorlaclus' Arbejdsværelse. Renæssancestil. En 
Dør ti/venstre ud i Entréen, og en Der i Baggrunden ind 
til Dagligstuen. Vinduer tilhøjre ud mad Haven. Et Skrive- 
bord midt i Stuen. En Sofa, med Bord foran, i Forgrunden 
tilhøjre. Paa Bordet en stor Bakke med Kaffekopper. Bi 
Rygebord i venstre Forgrundshjørne. Bogskabe langs med 
begge Vægge. Malerier paa hver sin Side af Døren i Bag- 
grunden. Paa Skrivebordet en Telefon. Det er Søndag. 

Klokken er halvto. 

BALDVIN staar henne ved Rygebordet, tager sig en 
Cigar, skarer Spidsen af den og gaar over mod Vinduet. 

KARL kommer ind fra Baggrunden. Jeg troede, du 
var ude at se paa Bilen. 

BALDVIN. Det troede jeg ogsaa, du var. 

KARL. Jeg skulde bare først have en Cigar. 

BALDVIN. Det var ogsaa det, j e g skulde. Tander. 

KARL. Han er flot. Far, at give Sigtrud en saa dyr 
og smuk Bil. Tander. 

BALDVIN. Flot har han jo altid været. Men han 
har faaet et meget mildere Sind i de sidste Aar. Han har 
forandret sig utrolig paa den Rejse. De syv Maaneder 
har gjort ham til en helt anden Mand. Synes du ikke? 

KARL. Ja, hvad er det egentlig, der foregaar her i 
Huset? Kan du sige mig det? Ved Bordet talte han om 
Ægteskabet, saa jeg fik Indtryk af, han helst saa det af- 
skaffet. Og Tante Stefania og han — de som altid har 
elsket hinanden, nu kan de knapt ses, før de begynder at 
nappes. Der er ligefrem blevet et køligt Forhold imellem 
dem. 

BALDVIN. Skal jeg sige dig, hvad jeg tror? Jo, 
ser du. Onkel Thomsen, han har nu aldrig været nogen 
Ægteskabshelt — jeg synes du rynker Panden, har du 
noget imod det Ord?... eller er det Cigaren, der er 
daarlig? 



56 

KARL udsøgt høflig. Nej, det var Billardspilleren, 
som stødte ved Siden af. 

BALDVIN. Godt svaret, Karl, godt svaret. Jo, det 
er det, Tante Stefania har saa vanskeligt ved at forsone 
sig med: at naar Onkel Thomsen kommer hjem fra 
denne lange Rejse sammen med Far, fuldstændig rask 
paa Legeme og Sjæl, saa er det først rent galt med ham 
— paa den anden Maade. 

KARL. Det kan Far da ikke gøre for. 

BALDVIN. Nej, men Tante Stefania har opdaget 
Sammenhængen. 

KARL. Hvilken Sammenhæng? 

BALDVIN. Er du virkelig saa naiv, Karl! Tror du 
en Mand paa treds pludselig faar sit Syn paa Samlivet 
mellem Mand og Kvinde saa fuldstændig forandret blot 
ved at rejse paa Jernbane eller se paa Tyrefægtninger i 
Barcelona ? 

KARL. Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror virkelig, saa 
utroligt det end lyder, at der ligger et lille sydlandsk 
Æventyr bag den Forandring. Men derfor vilde det jo 
være lige dumt af Tante Stefania at give Far Skylden for 
en anden Mands Handlinger. 

BALDVIN. Du glemmer, hvad der er den røde Traad 
i hendes Liv. Det er Navnet Thorlacius og alt hvad der 
knytter sig til det. Denne gamle Slægt, som hidtil har 
staaet med en gammeltestamentlig Strenghed overfor et- 
hvert Udslag af moralsk Frihed. Efter Bedstemors Død 
saa hun jo i Far Slægtaandens selvvalgte Repræsentant. 
Til ham var hun vant til at gaa med alle sine Bekym- 
ringer. Men hvad gør han saa? I Forening med Onkel 
Thomsen river han alle Baand af sig, og hun staar alene 
tilbage, med levende Følelser i et fossilt Hjerte. Det er 
det, der gør hende bitter. 

KARL. Tror du Mor aner noget? 

BALDVIN. Ja, naturligvis Karl, hun ved det 

KARL. Har hun talt med dig om det? 

BALDVIN. Nej, hvor kan du spørge. 

KARL. Ja, jeg ved ikke; I to er jo saa fortrolige. 



57 

BALDVIN. Ja men nej, det nævner hun ikke for mig. 
Men Mor er meget fornuftig. Ved du hvad j e g tror ? 
Jeg tror, hun synes, det er helt morsomt. 

KARL. Morsomt? 

BALDVIN. Ja. Det synes jeg da ogsaa. 

KARL. Synes du det er morsomt? 

BALDVIN. Ja, det ved den søde Gud, jeg gør. Ja, 
du vilde naturligvis have en dobbelt Tragedie ud af det. 
Først Skilsmisse, og saa et nyt Ægteskab. Hys ! 

FRU DAGMAR kommer ind fra venstre. Nu kom- 
mer Kaffen lige straks. 

KARL. Er Sigtrud kørt? 

FRU DAGMAR. Hun er vist lige ved det. 

BALDVIN. Saa stikker vi lige ud og ser paa Dyret. 

ANNA kommer ind fra venstre med Kaffe o. s. v. paa 
en lille Bakke. 

FRU DAGMAR. Ja, saa maa I skynde jer. Lad nu 
ikke Kaffen blive kold. Jeg har sagt det til de andre. 
Karl og Baldvin gaar. 

FRU DAGMAR gaar hen til Bordet tilhøjre, hvor 
hun tager nogle Kaffekopper fra Bakken og sætter dem 
paa Bordet. 

ANNA. Skal jeg ikke lægge Dug paa Bordet? 

FRU DAGMAR. Nej Tak, vi sætter os rundt om- 
kring i Stuen . . . Den var rigtig vellykket, vor lille Søn- 
dagslunch. 

ANNA stiller Bakken paa Bordet. Fruens Dessert 
gjorde megen Lykke. 

FRU DAGMAR. Den var ualmindelig god, den 
omelette surprise. Selv Professorinden syntes om den — 
hun tog to Gange. 

ANNA. Ja, og Fruens yngste Søn — han tog fire 
Gange. 

FRU DAGMAR. Saa ? Det har vist ikke 

været saa store Portioner. 

ANNA. Næh, den sidste var rigtignok meget lille. 

FRU DAGMAR. Det er jo ellers noget, man ikke 
lægger Mærke til, Anna. 



58 

ANNA. Det kan da Fruen ikke være ked af, naar 
man véd, hvor Direktøren — 

FRU DAGMAR afbryder. Saa kan De godt tage 
Bakken, Anna. 

FRU STEFANIA kommer ind fra venstre. 

FRU DAGMAR. Er du alene Stefania — kommer 
de andre ikke? 

FRU STEFANIA. Jo, de kommer vist lige straks. 

ANNA gaar ud med den store Bakke. 

FRU STEFANIA. Det er et henrivende Automobil, 
I dér har faaet. 

FRU DAGMAR. Ja, og det er morsomt for Sigtrud, 
at hun kører selv. Saa er hun jo ikke saa bundet. Nu 
kan hun tage Drengen med sig op langs hele Kysten 
paa en Eftermiddag . . . Sæt dig ned, Stefania . . . var 
Sigtrud kørt? 

FRU STEFANJA. Ja, hun var, de andre staar bare 
ude i Haven og snakker. Sætter sig i Sofaen. 

FRU DAGMAR. Ja men Ebba — Ebba er vist kørt 
uden at faa Kaffe. 

FRU STEFANIA. Ebba drikker aldrig Kaffe. . . Nej, 
hun heller ikke. Det er en af disse moderne Manier hos 
unge Piger, ikke at drikke Kaffe. Eller. hvis de drikker 
det, saa baade uden Sukker og Fløde. 

FRU DAGMAR skænker Kaffe. Vi venter ikke paa 
de andre. Jeg har sagt til dem, at Kaffen er her. Vær- 
saagod. Sætter sig. 

FRU STEFANIA. Tak ... Aa — ja! 

FRU DAGMAR. Jeg synes du sukker? 

FRU STEFANIA. Aa — ja, jeg kom kun til at 
tænke paa, hvor meget af et Hjems ømme Traditioner 
der gaar i Graven med en gammel fin Dame som Mor. 
Der er ikke gaaet mere end et Aar siden hendes Død. 
Og dog er dette Hjem blevet et helt andet siden. Hvor 
er nu den Stil, der var over det før? . . . Nej, du maa 
ikke misforstaa mig, Dagmar, og tro, at jeg er taktløs. 
Det er ikke d i g, der er forandret. Jeg siger blot dette 
Hjem, fordi baade Mor og jeg gik ud fra, at Eggert 



59 

vilde blive Thorlatius-Navnets usvigelige Repræsentant 
og holde Slægtens Traditioner i Hævd. Nej, det er hver- 
ken dig eller mig, der har forandret os — det er vore 
Mænd. 

FRU DAGMAR. Ja — navnlig din da. 

FRU STEFANIA. Aa, det ved jeg dog ikke. Naar 
jeg mindes, hvor højt Eggert hele sit Liv har sat sine 
Krav til Trofasthed og Renhed, og saa hører ham tale 
om Ægteskabet som han gjorde ved Bordet idag, saa 
kan jeg ikke andet end ryste paa Hovedet. Større For- 
andring har jeg aldrig set hos noget Menneske i Løbet 
af et Aar. 

FRU DAGMAR. Naar jeg mindes, hvordan Axel 
var, før de foretog denne Rejse sammen: nedbrudt paa 
Sjæl og Legeme, og saa kommer hjem igen livlig og 
glad som et Føl paa en Eng — saa kan jeg ikke andet 
end ønske dig til Lykke. Større og mere glædelig Foran- 
dring har jeg aldrig set hos noget Menneske i Løbet af 
et Aar 

FRU STEFANIA. Ønske mig til Lykke — du ved 
nok ikke, hvad det er du taler om. Axel er ikke længere 
et Menneske. .. 

FRU DAGMAR. Du ved nok ikke, hvad det er, d u 
taler om. 

FRU STEFANIA. Axel er ikke længere et Menneske. 
Han hører til blandt Elementerne. Han er en Slags Na- 
turkatastrofe. Man kan lige saa godt forsøge at regulere 
et Jordskælv, som man kan prøve paa at holde Styr paa 
Axel. Jeg har opgivet ham. 

FRU DAGMAR. Er du da ikke glad over, at han 
har faaet sit Helbred igen? 

FRU STEFANIA. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde 
det Helbred. Jeg synes tværtimod, det er sygeligt. Ikke 
at kunne se en smuk Kvinde uden straks at blive for- 
elsket i hende. If jor var det dog kun én . . . Nej, det var 
ikke. saadan jeg havde ventet, Eggert skulde bringe mig 
ham tilbage. Men Eggert er jo o g s a a forandret. 

FRU DAGMAR. Ja, det er Axel, der har forledt 



60 

ham . . . Han har altid været en trofast Ægtemand til 
i Aar. 

FRU STEFANIA. Og det siger du med et Smil? 

FRU DAGMAR. Ja, jeg synes det er saa morsomt 
med de to. Nu har vi haft dem i Saksen i en hel Men- 
neskealder — og lige saa snart de kommer udenfor vor 
Rækkevidde, slaar de sig løs . . . Som et Par tørstige 
Heste løber de til Floden. Ler. 

FRU STEFANIA skubber Koppen fra sig. Jeg er 
meget forbavset over at høre dig tale saadan, Dagmar. 
Meget forbavset. 

FRU DAGMAR. Ja, men en hel Menneskealder, 
Stefania. Synes du egentlig ikke vi kan være tilfreds? 
Jeg synes, det er morsomt at være gift med en Mand, 
som endnu er saa ung, at han kan gøre mig skinsyg paa 
andre Kvinder. Det er maaske fordi denne Følelse kom- 
mer saa sent, at jeg synes den er behagelig. 

FRU STEFANIA. Jeg har nok hørt tale om den 
Slags perverse Følelser. Mig personlig er de fremmede. . . 
Nej, det hele er mig ubegribeligt. Eggert! Hvordan kan 
en Mand med saa indgroede Vaner og Livsanskuelser 
pludselig forvandles saadan? Det maa være en eller 
anden dybere Aarsag — noget, vi ikke forstaar, Dagmar. 

FRU DAGMAR. Jeg synes, det er forstaaeligt nok, 
at to gamle Bedstemødre som vi ikke længere kan til- 
fredsstille Mænd med stærke og usvækkede Lidenskaber. 
Hos dem er det desuden kun flygtige Følelser, som — 

FRU STEFANIA. Men en flygtig Følelse kan fæst- 
nes. Er det aldrig faldet dig ind, at paa den Maade 
kunde det gaa saadan, at du helt mistede Eggert? 

FRU DAGMAR. Nej, saa alvorlig er det aldrig 
faldet mig ind at tage den Sag. 

FRU STEFANIA efter en kort Tavshed. Har du talt 
med Eggert? 

FRU DAGMAR. Nej. 

FRU STEFANIA. Du ved maaske ikke andet end 
hvad jeg har fortalt dig? 

FRU DAGMAR. Det er to Maaneder siden han kom 



61 

hjem. Saa lang Tid behøver jeg ikke for at se, at der er 
et og andet, der er forandret. Der er mange Ting, han 
taler anderledes om nu end han gjorde før han rejste. 

FRU STEFANIA. Har han da ikke selv sagt noget? 

FRU DAGMAR. Nej, jeg har jo ikke spurgt ham. 

FRU STEFANIA. Ja, I er nogen underlige Menne- 
sker. Gaar her tæt op ad hinanden i to Maaneder, uden 
at nogen af jer siger et Ord. Det maa jeg dog sige, det 
tror jeg ikke, j e g kunde. 

FRU DAGMAR. Nej, du har jo ogsaa en fastere 

Haand. Men der kan jo være Ting mellem to Mennesker, 

som de begge ømmer sig ved at røre ved, selv om det 

ikke gør ondt. Naa, nu kommer de da endelig. Rejser sig. 

Man hører Latter og Stemmer ude i Entréen. 

LOUISE, PROFESSOR THOMSEN, KARL, BALD- 
VIN og EGGERT kommer ind. 

FRU DAGMAR. Ja, nu har vi drukket Kaffe — 
av! — den er da varm nok endnu. Værsaagod og tag 
Kopper her ved Bordet . . . 

BALDVIN. Sæt dig ned Mor, saa skal jeg tage mig 
af det. Skænker Kaffe ved Bordet. 

EGGERT tager en Æske Cigarer fra Rygebordet, og 
byder Cigarer. Sætter sig saa ved Siden af sin Søster i 
Sofaen — den eneste ledige Plads ved Bordet. 

KARL tager et Par tomme Kopper paa Bordet. Vi 
kan sætte os her ved Rygebordet, Louise. 

LOUISE. Ja, lad os det. 

BALDVIN. Damerne vil ikke have mere Kaffe? 

FRU STEFANIA og FRU DAGMAR. Nej Tak. 

BALDVIN;. Værsaagod mine Herrer. Byder Sukker 
og Fløde. Oaar dernæst med Bakken over til Rygebordet 
og skænker Kaffe. 

PROFESSOR THOMSEN. Man kan se, at Baldvin 
har været i London. 

BALDVIN. Certainly. Do have some sugar, Mrs. 
Thorlacius — med angliseret Udtale af Navnet — , What 
a lovely name you have. / think it is the most wonderful 
name in the world. So glad Pve met you. Tager Bakken 



62 

over til Skrivebordet, sætter sig paa en Stol paa højre 
Side af det, skænker sig selv Kaffe, og tænder en Cigaret. 

KARL tænder Cigaretter for Louise og sig selv. 

PROFESSOR THOMSEN. Jeg traf ifjor i England 
en dansk Mand, en Hr. Magnussen. Han er Bibliotekar 
i Oxford. Han havde lige faaet Besøg af en Landsmand, 
en Højskolemand, som ikke kunde tale et Ord Engelsk, 
men som nødig vilde have, at Bibliotekaren skulde tro 
det. Saa havde han slaaet op i en Ordbog for at kunne 
sige naar han rejste: »Gud bevare Dem«. Men han 
sagde: Goodbye, Mr. Magnussen, and God pickle you! 

BALDVIN faar Kaffen galt i Halsen, og er lige ved 
at tabe Koppen af Latter. God pickle you ! . . . God 
pickle you! 

FRU DAGMAR med et lunt Smil til Fru Stefania. 
Fortæl os hellere noget fra jeres sidste Rejse. I maa 
have oplevet mange morsomme Ting paa den Rejse. Vi 
sad netop og talte om det, da I kom ind. 

PROFESSOR THOMSEN. Ja, d e t var en morsom 
Rejse. 

FRU STEFANIA. D e t var en morsom Rejse, siger 
han, i Modsætning til Englandsrejsen, hvor jeg var 
med. 

EGGERT. Vidunderlig Rejse. 

FRU DAGMAR. Hører du — ser du hvordan de 
begge bliver saasnart den Rejse kommer paa Tale. Med 
et lykkeligt Glimt i Øjet. 

EGGERT. Man oplever saa meget nyt paa saadan 
en Rejse . . . Det er som om man saa Livet med nye 
Øjne . . . Man hører saa megen dejlig Musik ... I skulde 
forresten en Aften gaa ind og høre det russiske Orkester 
i Tivoli — 

KARL. Jeg var der igaar Aftes. Eggert og Profes- 
sor Thomsen ser begge hen til ham. 

EGGERT. Var du — og du saa ikke Axel og mig? 

KARL. Nej. 

FRU DAGMAR. Du kunde ellers gerne have taget 
mig med. 



63 

EGGERT. Det var saadan tilfældigt, vi gik derind. 
Jeg har vist ikke været i Tivoli i de sidste femten Aar 

LOUISE. Hvorfor er Frøken Birck ikke her idag? 

KARL. Hun skulde til Fødselsdagsfrokost hos en 
Veninde. 

Telefonen ringer. 

KARL. Damefrokost. 

BALDVIN tager Telefonen. Hallo ... Jo, det er .. . 
Ja, det er mig . . . 

EGGERT læner sig tilbage i Sofaen. Naa, det er til 
Baldvin. 

BALDVIN. Hvadbehager?... Jo, det er Grosserer 
Thorlacius. 

EGGERT. Nrø, Grosserer Thorlacius, det er mig. 
Du er Direktør Thorlacius. Men jeg vil hellere være 
Grosserer. 

BALDVIN slaar nedtyssende ud med Haanden. 
Hvem er De, siger De? . . . Parodierende: Er det »Muse- 
ungen« — nej, goddag, goddag! 

EGGERT springer op som en Fjeder og farer hen til 
Skrivebordet. Hvor vover du — 

BALDVIN løber med Hørerøret rundt om Bordet . . . 
Jo, om jeg husker det . . . Igaar Aftes, ja. 

EGGERT fortsætter Jagten. Vil du øjeblikkelig give 
mig Telefonen? 

BALDVIN ... Jo . . . ja . . . sammen med Grosserer 
Thorlacius og Professor Thomsen i Tivoli. Smider Røret 
paa Bordet og løber hen i en Krog. 

EGGERT farer efter Baldvin istedenfor at tage Tele- 

fonen. Hvor vover du at tage m i n Telefon og — 

give dig ud for mig . . . Ser, at Baldvin igen vil gribe 
Telefonen, men kommer ham i Forkøbet. 

PROFESSOR THOMSEN har rejst sig, jaget op af 
Stolen af sin Hustrus flammende Blik. 

EGGERT . . . Hallo, hvem er det? ... Er det »Muse- 
ungen«! Ja vil De saa se at krybe ind i Deres Hul igen? 
Jeg er Grosserer Thorlacius, og jeg kender ingen Muse- 
unger. De kan forlange rigtig Nummer, og lade være 



64 

med at ulejlige hæderlige Borgere paa en højhellig Søn- 
dag. De kan bare prøve paa at ringe igen! Hører De 
det!... Lagger Røret Det kan nok være hun lagde 
Røret. Jeg har aldrig kendt Mage. 

Alle ser paa Eggert og Professor Thomsen i pinlig 
Tavshed, der hvor de staar, ved hver sin Ende af Skrive- 
bordet. 

KARL rejser sig, standser ved dem og ser paa dem. 
Det er nydeligt ! Oaar op i Baggrunden. 

BALDVIN gaar frem, standser ved dem og ser paa 
dem. Fy ! Oaar ned i Forgrunden, sætter sig hos Louise 
og holder hende i tiaanden. 

FRU DAGMAR. Hvem var det, der ringede, Eggert? 

EGGERT. Hvad — det har nok været en af dem, 
som bruger Telefonen til at lave Narrestreger i. Dem er 
der nok af. En eller anden af disse Bachfische eller 
ukonfirmerede Tøse som ikke ved hvad de skal bruge 
deres Tid til. 

KARL. Er hun ovenikøbet ukonfirmeret? 

BALDVIN. En, der var sammen med Onkel Thom- 
sen og dig i Tivoli igaar Aftes. »Det er Museungen. 
Gud har Grosser'en allerede glemt det?« 

FRU STEFANIA med næsten grotesk Venlighed. Du 
behøver ikke at staa op, Axel. Der er Plads nok her i 
Sofaen. Kom, Axel, og sæt dig her ved Siden af mig. 

PROFESSOR THOMSEN. Det er din Plads, Eggert, 
det er din Plads. 

FRU STEFANIA rejser sig og gaar frem paa 
Gulvet. 

BALDVINf Nu kommer Dragen. Gud hjælpe Far 
og Onkel Thomsen. 

FRU STEFANIA. Ja, jeg forstaar godt I føler jer 
smaa. Det passer sig godt at samle sin fredelige og intet- 
anende Familie omkring sig for at høre paa den Slags 
Nyheder. Jeg har set, at I har døvet jeres Samvittighed, 
men jeg troede dog I havde en Smule Skamfølelse tilbage. 
Jeg synes at have taget Fejl. Det er et smukt Eksempel, 
I giver jeres Børn. To erfarne Familiefædre og højt an- 
sete Borgere gaar paa offentlige Steder og giver sig i 



65 

Lag med tilfældige Tøse. Saa vidt er det kommet med 
jer. Men selv om det er blevet frugtesløst at tale til jer 
om Familiebaand, saa skulde dog de Baand, der knytter 
jer til Samfundet, vække jer til Eftertanke. Har I glemt, 
hvem I er? Den ene en ledende Mand i finansielle Krese, 
den anden en ledende Mand i videnskabelige Krese. Og 
her staar vi, jeres Hustruer, og skal minde jer om det. 

FRU DAGMAR der har rejst sig. Det hele er vist 
kun en Misforstaaelse. 

PROFESSOR THOMSEN. Det hele er ligefrem lat- 
terligt. Vi gik over paa Nimbs Terrasse efter Koncerten, 
men der var ikke en Plads at f aa. Saa kom der to af mine 
gode Venner, gamle Disciple, og tilbød os Plads ved de- 
res Bord. De var i Selskab med tre henrivende unge 
Piger, og vi satte os ned og spiste vort Smørrebrød uden 
at undersøge deres Livsbane. Det er det hele. 

EGGERT. Ja, jeg tror hverken Dagmar eller Ste- 
fania vilde have taget Forargelse deraf, hvis de havde 
været med. 

FRU STEFANIA. Og saa ringer en af dem Dagen 
efter hjem til Eggert? 

EGGERT. Ja, det er frækt, det indrømmer jeg. Men 
jeg kan da ikke gøre for at Pigebarnet maaske har faaet 
Lyst til at træffe mig igen. 

FRU STEFANIA. Hvis vi ikke kunde tage Forar- 
gelse deraf, hvorfor vilde Eggert saa skjule det? Hvor- 
for alle de Udflugter, efter at hun havde ringet? 

PROFESSOR THOMSEN. Det er uhyre forstaae- 

Hgt- 

EGGERT. Det skal jeg sige dig. Jeg kendte dig. 
Jeg vidste, hvordan du plejer at tage paa Veje for de 
mindste Bagateller, min kære Søster. 

BALDVIN. Det skal du slet ikke bryde dig om, Tante. 
Da du havde holdt din fortrinlige lille Tale om »Sam- 
fundsmoral kontra Familjemoral« — jeg vil sige dig, 
det greb mig. Jeg vilde have klappet, hvis jeg havde 
troet, du var færdig. 

EGGERT. Du skulde hellere lade være med at op- 

Kamban: De arabiske Telte. 5 



66 

give et falsk Navn i Telefonen, dit Skarn. Det er din 
Skyld det hele. 

BALDVIN. Min — ? Den eneste trofaste Mand i Fa- 
mil jen! 

FRU STEFANIA. Det er ikke noget at gøre sig 
lystig over. 

BALDVIN. Du har ingen Anelse om, Tante Stefania, 
hvor alvorligt jeg ser paa denne Sag. Den eneste For- 
klaring jeg kan finde paa de to Familjefædres sjælelige 
Omslag efter at de er kommet hjem, er denne : de har paa 
Rejsen stiftet en ny og varig Forbindelse, de har fundet 
deres Livs store Kærlighed. 

FRU DAGMAR der har staaet Udi borte, ser først 
paa Baldvin, saa paa Eggert, gaar saa tavs hen til 
Sofaen og sætter sig. 

BALDVIN. Og véd du hvad jeg tror, Tante? Jeg 
tror, at begge de lykkelige Damer nu opholder sig her i 
København. 

EGOERT gaar hen til Baldvin og lægger Haanden 
tungt paa hans Skulder. Hør min Dreng. Nu er det paa 
Tide, at du holder op med den Leg. Den er begyndt at 
blive en lille Smule mal-å-propos. Alt hvad du har op- 
naaet derved, er, at du har gjort din Mor bedrøvet. Gaar 
tilhøjre. 

LOUISE. Lad os hellere gaa lidt ud paa Verandaen, 
Baldvin. Det er saa pinligt. 

BALDVIN. Ja,* lige straks. 

LOUISE gaar ud tilvenstre. 

EGGERT. Tager du det virkelig alvorlig, kære Dag- 
mar? Har du endnu ikke vænnet dig til Baldvins gale 
Streger? Det er Takken, du faar, for at have gjort ham 
til din Yndling. 

FRU DAGMAR. Jeg synes, at der er talt nok om 
den Sag nu. 

EGGERT. Ja, det synes jeg ogsaa. Gaar op i Bag- 
grunden til Professor Thomsen. 

FRU STEFANIA. Ja, jeg kan godt forstaa, at Louise 
gaar ud af Stuen, naar det er den Slags Ting man faar 
at høre herinde. 



67 

BALDVIN. Ja, det har man ikke godt af. Saa, lille 
Stefania, gaa du nu lidt ud i Haven imens og leg — jeg 
skal nok kalde paa dig, naar du maa komme ind igen. 

FRU STEFANIA staar ubevægelig. Hun ligner bog- 
stavelig en Statue, der ser ned paa Baldvin oppe fra en 
høj Sokkel, naar alene undtages at Øjnene lever. Slæg- 
tens hele ophøjede Myndighed er i dette Blik. 

BALDVIN vil give sin Tante Indtryk af, at hun kan 
gøre selv en modig Mand bange, og nærmer sig Døren 
uden dog at vende Blikket bort fra hende. Oaar ud til- 
venstre. 

KARL har fulgt denne stille Tildragelse, og finder 
den saa komisk, at han ler himmelhøjt 

FRU STEFANIA synes Latter i dette Øjeblik er en 
direkte Uforskammethed, og vender sig og sender Karl 
det samme strenge Blik. 

KARL vil give sin Tante Indtryk af, at han altid har 
været en god og lydig Nevø og nærmer sig den samme 
Dør paa samme Maade som Baldvin, og gaar. 

FRU STEFANIA ser nu med tungt bebrejdende Øjne 
paa Professor Thomsen. 

PROFESSOR THOMSEN vil give sin Hustru Ind- 
tryk af, at ifald hun ønsker, at han ogsaa skal gaa, skal 
det være ham en særlig Olæde at efterkomme hendes 
Ønske, og med det Sindelag gør han et Forsøg paa at 
flytte sig en lille Smule nærmere Døren, men saa snart 
han ser, at Fru Stefania vil standse ham, vender han 
selv om, dybt beklagende sin Fejltagelse. 

FRU STEFANIA. Dagmar — maa jeg sætte mig 
ind i Kabinettet et Øjeblik? 

FRU DAGMAR. Ja, naturligvis. 

FRU STEFANIA. Jeg vilde gerne tale et Par Ord 
med dig, Axel. 

PROFESSOR THOMSEN. Med mig — ja — med 
— Olæde. De gaar ind gennem Dagligstuen. 

EGGERT gaar op og ned ad Gulvet. Nej, det gaar 
dog min sandten for vidt. At sætte hele Huset paa den 
anden Ende for ingenting . . . Sagde du noget? 

5* 



68 

FRU DAGMAR. Nej, jeg sagde ikke noget. 

EGGERT. Bogstavelig ingenting . . . Nej, dette her 
kan jeg ikke tilgive Baldvin. 

FRU DAGMAR. Det er ikke andet end Kaadhed. 
Du kender jo Baldvin. 

EGGERT. Det er ikke andet end Ondskabsfuldhed. 

FRU DAGMAR. Aa Snak, Eggert. Det er netop 
fordi han ser paa det ligesom du selv. 

EGGERT. Ligesom jeg selv? 

FRU DAGMAR. Ja, som det rene og skære Ingen- 
ting. Derfor gør han sig lystig over det. 

EGGERT. Det lykkedes ham da at gøre dig ked af 
det . . . jo, det mærkede jeg godt. Og saa skulde du bare 
vide, hvad det hele var. Ja, det ved du forresten. Det 
var nøjagtig det som Axel fortalte. Det er det hele. Det 
forsikrer jeg dig. 

FRU DAGMAR. Har du nogensinde oplevet, at jeg 
ikke troede dine Ord? 

EGGERT sagte. Nej. Ser op, mærker at hun ser paa 
ham, og vender Blikket bort Han føler sig trykket, han 
maa sige noget, men ikke en Tanke melder sig. Tilsidst 
er Tavsheden blevet for lang. Baldvin skal ogsaa altid 
lave Ulykker. 

FRU DAGMAR. Jeg forstaar ikke, at du tager dig 
det saa nær. 

EGGERT. Nær — nej, jeg tager mig det ikke nær. 
Det er ikke noget, man behøver at tage sig nær. 

FRU DAGMAR. Det synes jeg heller ikke. 

EGGERT efter en kort Tavshed. Du har forkælet 
Baldvin altfor meget, Dagmar. Altfor meget. 

FRU DAGMAR. Skal jeg nu have Skylden? 

EGGERT. Nej, men du tager ham altid i Forsvar. 
Det er ligegyldigt, hvilke Tossestreger han finder paa, 
du tager ham altid i Forsvar. 

FRU DAGMAR støtter Hænderne mod Panden og 
stirrer ned paa Bordet. 

EGGERT gaar hen til Bordet og sætter sig. Jeg ved 
godt, hvad det var, du blev ked over. Det var slet ikke 
den dumme Opringning. 



. 69 

FRU DAGMAR. Nej. 

EGGERT. Nej . . . Det var da Baldvin begyndte at 
drille Stefania og slaa paa, at vi nok havde stiftet en ny 
og varig Forbindelse paa Rejsen — da blev du stille og 
gik herhen til Sofaen. 

FRU DAGMAR. Det var anden Gang idag, at min 
Opmærksomhed blev henledt paa den Mulighed. 

EGGERT. Anden Gang — ja saa? Var det Stefa- 
nia — 

FRU DAGMAR. Vi sad her og talte lidt sammen, 
da I kom ind. 

EGGERT. Det havde jeg just ikke ventet af Stefania. 
At hun sad her, naar jeg ikke var tilstede, og forsøgte at 
liste en Kile ind i vort Forhold. Men det er vist ikke 
ualmindeligt med Kvinder, som selv lever i et ulykkeligt 
Ægteskab. 

FRU DAGMAR. Nej, nej, Eggert. Det har hun ikke 
forsøgt. Det er helt forkert, hvis du har faaet det Ind- 
tryk . . . Men du forstaar jo selv, at der er forskellige 
Ting, hun er vant til at høre dig tale anderledes om end 
du gør nu . . . Hun synes vist, du har forandret dig siden 
du kom hjem. 

EGGERT. Ja — ja, det har jeg vist. Det synes du 
vist ogsaa? 

FRU DAGMAR. Du lægger jo ikke Skjul paa det, 
Eggert. Naar du taler med andre ... Til mig siger du 
ikke noget . . . Jeg ved jo ikke noget om, hvor dybt den 
Forandrig, der er sket med dig, bunder. Jeg ser bare 
Forandringen. Jeg ser, at du ikke er den samme Mand, 
som jeg har levet mit Liv sammen med i syv og tredive 
Aar, og jeg ved, at det maa have en Aarsag. Hvis det 
jeg har hørt idag er Aarsagen, saa forstaar jeg den For- 
andring tilfulde. Det var kun derfor jeg blev stille. 

EGGERT. Jeg tænkte det nok. 

FRU DAGMAR. Du kan da ikke nægte, at du er en 
helt anden Mand efter den Rejse. Jeg mærkede det straks. 
Men det har ikke gjort mig urolig før idag. Hvergang 
den Tanke, at du havde forandret dig, forfulgte mig for 



70 

stærkt, var der en anden Tanke, jeg satte op imod den 
— og det gav mig Ro. 

EGGERT. Hvilken Tanke, Dagmar? 

FRU DAGMAR. Den, at jeg heller ikke var den 
samme Kvinde som blev gift med dig for syv og tredive 
Aar siden. 

EGGERT sanker Hovedet. 

FRU DAGMAR. Jeg har tit villet tale med dig om 
det i de sidste Aar. Men jeg ved ikke — du har selv gjort 
det saa svært for mig. Jeg husker en Gang, du blev 
ligefrem krænket, og gik ud af Stuen . . . Jeg forstaar 
godt den Forskel, der er paa Mand og Kvinde i vor 
Alder. Min Lidenskab er ophørt, og jeg forsoner mig 
med det. Du ejer endnu unge og stærke Følelser. Det 
forstaar jeg altsammen. Men, hvis disse Følelser udvik- 
lede sig i den Retning, at vort gamle Hjem — at alt hvad 
vi har levet sammen, hvis det altsammen nu skulde for- 
svinde stryger med Haanden over Øjnene. 

EGGERT. Ja, Dagmar, saa tror jeg ogsaa nok, at 
jeg vilde synes der blev lidt tomt i mine Stuer. Nej, jeg 
indser godt, at jeg skulde have talt med dig før. Jeg 
skulde have sparet dig for at gaa i d e n Angst blot en 
eneste Dag. Men det var ikke saa let. 

FRU DAGMAR føler sig allerede lettet, lagger 
Haanden paa hans Arm. Troede du virkelig ikke, at jeg 
selv havde tænkt over det? 

EGGERT. Det var ikke det. Det var ikke, hvordan 
du vilde tage det. Det var, at jeg selv, Eggert Thorla- 
tius, skulde høre mig selv tilstaa Handlinger, som jeg 
hele mit Liv har lastet hos andre. Hvilken Ret havde jeg 
nu til at dømme Karl og Baldvin? 

FRU DAGMAR. Der er dog den Forskel, at jeg nu 
er inde i den Periode af mit Liv, hvor jeg ikke mere for- 
langer Troskab. Mens jeg gjorde det, havde jeg en mere 
trofast Mand end de fleste Kvinder. 

EGGERT. Nej, der er ingen Forskel. Enten — eller. 
Enten er Trofasthed en Pligt, eller den er det ikke. Hvis 
den har sin fysiologiske Forklaring, saa er der ingen For- 
skel. Saa er det kun et individuelt Spørgsmaal, hvornaar 



71 

Trofastheden holder op. Vi lever sammen i fire og tredive 
Aar, Dagmar. Der er ingen Kvinde, jeg holder saa meget 
af, der er ingen anden Kvinde jeg attraar, derfor er jeg 
dig tro. Saa hører vort Samliv op, og i tre Aar er jeg 
mine Anskuelser tro. Men mine Anskuelser alene tilfreds- 
stiller mig ikke, og hvad gør jeg saa? Det samme som 
andre Mænd, som ikke finder Tilfredsstillelse i deres 
Ægteskab. Det var den Karakterfasthed, jeg ønskede 
mine Sønner skulde arve. 

FRU DAGMAR. Jeg ser godt, at du ikke har Ret. 
Men det gør ikke noget. 
EGGERT. Jeg har Ret. 

FRU DAGMAR. I er mærkelige, I Thorlaciusser. 
Det er ligegyldig, hvilket Syn I har paa Tingene — fana- 
tisk skal det hævdes. 

EGGERT. Jeg har Ret, Dagmar, jeg har aldrig før 
haft Ret. 

FRU DAGMAR med Antydning af et Smil. Det er 
undertiden meget løjerligere Slutninger, I Mænd kommer 
til med Hjernen end vi Kvinder med Hjertet. Du maa 
gerne have Ret. Men jeg tror dog ikke, mit Ægteskab 
var blevet lige saa lykkeligt, hvis jeg havde været gift 
med Karl eller Baldvin. 

EGGERT. Og nu — Dagmar? 
FRU DAGMAR. Legemet har sine egne Længsler, 
Eggert. Jeg har mistet min Lidenskab — men jeg har 
ikke mistet min Hukommelse. Støtter Haanden mod sin 
Kind og ser frem for sig i Tanker. Ja nu — nu gaar 
netop denne store Forskel op for mig. Erindringen om 
vort Samliv, som var uden en Plet, fra det begyndte og 
til det endte. Det har været en eneste lang og trofast 
Dag. 

EGGERT tager hendes venstre Ha and fra hendes 
Kind, drager den ned mod Bordet og bøjer sig over den. 
FRU DAGMÅR stryger hans Haar med den anden. 
EGGERT rejser sig brat, vender Ansigtet bort, og 
gaar hen ad Gulvet. Men straks efter gaar han hen og 
sætter sig ved Siden af Fru Dagmar i Sofaen. Det var 
mærkeligt, Dagmar, det du sagde om Erindringen. I de 



72 

sidste tre Aar, før jeg rejste, blandede der sig altid lidt 
Harme ind i mine Tanker om vort Samliv. Harme over 
den unaturlige Tomhed, det efterlod hos mig. Nu synes 
jeg det er ligesom noget, der ligger højt oppe og ingen 
maa berøre, noget der er omgivet af blaa og gylden 
Luft . . . 

De sidder begge tavse et Øjeblik. Det banker sagte 
paa Døren i Baggrunden. 

EGGERT. Kom ind. 

FRU STEFANIA kommer ind, behersket i sine Be- 
vægelser, men med et Udiryk fuldt af tung og bitter Alvor. 

EGGERT. Hvor har du din Mand, Stefania? 

FRU STEFANIA. Han sidder inde i Mors Stue - 
undskyld, han sidder inde i Kabinettet. Oaar langsomt 
fremover Gulvet, satter sig paa en Stol ved Rygebordet 
med Haanden under Kinden. 

EGGERT rejser sig, g aar frem, standser og ser paa 
hende. 

FRU STEFANIA uden at se paa ham, og uden at 
skifte Stilling. Har du glemt Islandsk, Eggert? 

EGGERT. Det var da et løjerligt Spørgsmaal. Nej, 
naturligvis, det har du vel heller ikke. 

FRU STEFANIA. Var det ikke dig, der fik vor 
Tipoldefars store Obsidian Signet? 

EGGERT. Jo, det ved du godt — jeg bruger det 
endogsaa undertiden ved højtidelige Lejligheder. 

FRU STEFANIA. Og hans Far Amtmandens 
Kaarde — fik du ikke den ogsaa? 

EGGERT. Jo — den bruger jeg ikke . . . Hvorfor 
spørger du om Ting, som du ved Besked om? 

FRU STEFANIA. Staar der ikke Ordet drenglyndi 
graveret i begge de Ting ligesom i flere andre Familje- 
stykker i dit Eje, og ligesom det staar i Firmaets Bo- 
mærke. Har du glemt, hvad det Ord betyder? 

EGGERT.' Nej, Stefania, det vilde jeg mindst ai alt 
glemme. 

FRU STEFANIA. Du ved, hvor meget jeg holder af 
min Mand. Du ved, dengang jeg ikke skulde se ham i 



73 

syv, otte Maaneder, saa vilde jeg have været glad ved 
at være den sidste Aften alene sammen med ham. Allige- 
vel kom jeg til dig. Der er Ting, en Kvinde kan have 
vanskeligt ved at tale med en Mand om, selv med en 
Bror. Men saa meget forstod du dog, at det ikke blot var 
en Patient, jeg gav i din Varetægt. Der var ikke den 
Mand paa Jorden, jeg havde større Tillid til end dig. 
Det vidste du. Rejser sig. Ja, og jeg siger det her, 
mens Dagmar hører paa det, fordi hun jo ogsaa var til- 
stede denne sidste Aften: Det er ikke drenglyndi at 
svigte mig som du har gjort det 

EGOERT. Jeg forstaar dig ikke, Stefania. Jeg for- 
staar ikke, hvad i Alverden det er, der gør dig saa urime- 
lig. Det er dog ligefrem latterligt at vente, at jeg eller 
nogen anden skulde kunne passe paa din Mand. 

FRU STEFANIA med flammende Harme. Du svig- 
tede dig selv, derfor svigtede du os. Du gik daglig ved 
hans Side og berøvede ham din egen moralske Styrke. 
Det er din Skyld, at jeg nu har mistet ham helt. At han 
gaar omkring i mit eget Hjem som en fremmed Mand. 
Det skal jeg aldrig tilgive dig, Eggert. 

BALDVIN staar i Døren tilvenstre og har hørt den 
sidste Sætning. Med beskyttende Gestus til Karl, der og- 
saa kommer tilsyne i Døren: Jeg tror ikke, du skal gaa 
indenfor, Karl. Tante er fuldstændig oldnordisk idag. 

FRU STEFANIA. Jeg mindes, at man engang i dette 
Hus lærte, at det ikke var helt velopdragent at komme 
ind til andre uden at banke paa Døren. 

PROFESSOR THOMSEN kommer ind fra Baggrun- 
den. 

BALDVIN. Hørte du det, Onkel Thomsen? 

PROFESSOR THOMSEN. Hvilket? 

BALDVIN. Du er ikke velopdragen ! ... Jo, det siger 
Tante. 

KARL er kommet indenfor og sætter sig ved Enden 
af Skrivebordet. Ja, jeg forstaar nu Tante meget godt. 
Jeg synes nemlig heller ikke, at dette Hus er til at kende 
igen. Jeg synes, der mangler noget af den Selvtugt, jeg 



74 

lærte . . . Onkel Thomsen, kan du ikke forklare mig Grun- 
den til, at Mennesker undertiden ligefrem skifter Natur? 

BALDVIN. Nu skal j e g forklare dig det, Karl. 

EGOERT. Nej, det skal du aldeles ikke. Det er nok, 
at du har — 

BALDVIN. Jo, naar Onkel Thomsen ikke vil. 

EGGERT gaar stiltiende fra ham og hen til en Stol 
i Forgrunden. 

FRU DAGMAR. Hvorfor beder du ikke dine Sønner 
gaa ud af Stuen ? Det vilde du have gjort i gamle Dage 
i lignende Tilfælde. 

EGGERT. I gamle Dage ja — men i gamle Dage 
var der ingen lignende Tilfælde. De har Ret til at sige, 
hvad de ønsker. 

BALDVIN låner sig mod den forreste Kant paa 
Skrivebordet Hør nu her. Lad os tage for Eksempel en 
Mand, som er blevet opdraget ifølge de aarhundredgamle 
moralske Dogmer, at man skal tvinge alle Menneskers 
Følelsesliv ind i den samme ideale Spændetrøje, og som 
derfor hele sit Liv har staaet som en streng og starblind 
Retfærdighedsgudinde overfor alle dem, der tænkte an- 
derledes — naar nu den samme Mand af en eller anden 
Grund river alle Baand af sig, saa forandres i Virkelig- 
heden hans eget Sanseliv, og med den Forandring, der 
er foregaaet med ham selv, skifter han ogsaa sit Syn paa 
andre. Han forstaar nu, at Menneskenes Urdrifter ejer 
lige saa mange Faser, som der er Mennesker. Og naar 
han saa er saa heldig at være gift med en Kvinde, som 
ogsaa forstaar det, fordobler han paa hendes gamle 
Dage den Omhu, han har vist hende hele sit Liv. 

PROFESSOR THOMSEN. Det var forfærdeligt 
pænt sagt af Baldvin. 

EGGERT rejser sig. En sød Dreng — jeg kan godt 
lide ham. 

PROFESSOR THOMSEN med et Blik til Fra Ste- 
fania. Ja, d u kan sagtens, Eggert. 

FRU STEFANIA gaar hen til dem. Jeg er rystet 
over jer, vil jeg sige jer. Ja, jeg bliver ikke sentimeo- 



75 

tal. I gamle Dage vilde Baldvin have faaet en Over- 
haling af sin Far, hvis han havde talt saadan om den 
Slægtsaand, der herskede i vore Forældres Hjem. Nu 
tramper han det altsammen under Fødder — og bliver til 
en Slags Engel i Familjen. Jeg er glad over, at det ikke 
var m i n Dreng, der talte saadan. 

PROFESSOR THOMSEN. Jeg vilde ønske, det hav- 
de været m i n Dreng. 

EGGERT. Nu tror jeg, vi skulde gaa lidt ud. Det 
er dejlig Solskin og her er saa megen Tobaksrøg. 

FRU STEFANIA. Ja, vi kan godt gaa ud. Men saa 
venter jeg ude paa Gaden til Ebba kommer. Det er 
haardt at skulle formene hende Omgang med ens Nær- 
meste. Men forstaar jeg ikke andet, saa forstaar jeg idet- 
mindste at være en Mor for mine Børn. Efter at jeg idag 
har set, hvordan min Mors gamle Hjem er blevet i Løbet 
af mindre end et Aar fra hun døde, skal jeg nok sørge 
for, at Ebba ikke kommer mere her i Huset. 

PROFESSOR THOMSEN. Her i Huset — her i 
dette Hus — det vilde være latterligt, hvis det ikke lige- 
frem var uforskammet. 

EGGERT gaar ned i Forgrunden til Fru Stefania, be- 
hersket men alvorlig. Jeg ved godt, Stefania, at du har 
holdt meget af Axel. Men jeg kender en anden Kvinde, 
som ogsaa har holdt af sin Mand. Hun holdt saa 
meget af ham, at hun rensede sin Kærlighed for alle 
Tanker undtagen Tanken om hans Lykke. Det kostede 
hende, at hun mistede ham, og hun tog Afsked med ham 
med et Smil — med smilende Sejr over sine egne Følelser. 
Det er den Kvinde, Ebba er sammen med idag, og jeg 
tror ikke, hun kan være i bedre Selskab. Men med al 
Agtelse for vort gamle Navn, saa tvivler jeg paa, at Sig- 
trud har faaet dette Hjertets Vidsyn — hvis jeg maa 
bruge det Udtryk — fra Slægten Thorlacius. Du kan 
sige om mig, hvad du vil. Men jeg beder dig erindre, 
at dette Hjem ogsaa er Dagmars og Sigtruds. 

BALDVIN. Sig mig Tante, maa Georg heller ikke 
komme i m i t Hus? Jeg har bedt ham komme til Bridge 



76 

imorgen Aften?... Hvorfor er han forresten ikke med 
her idag? 

PROFESSOR THOMSEN. Han er ude paa Galop- 
banen. Han har ikke andet end Væddeløb i Hovedet. 

FRU STEFANIA. Det er ikke sandt. Georg er en 
virkelig dygtig ung Forretningsmand. Det er kun jer, 
der aldrig har villet se det. Det er den Glæde, man har 
af at tilhøre en gammel Købmandsslægt. 

BALDVIN. En gammel fin Købmandsslægt. 

FRU STEFANIA. Ja, en gammel fin Købmands- 
slægt. Netop f i n. Men det hjælper jo dog hverken dig 
eller de andre til at forstaa, at man gerne vil værne om 
dens Traditioner. Er der ingen af jer, der forstaar mig! 
Hvorfor svigter I mig allesammen Det er som om jeg 
staar alene tilbage i Verden. Satter sig i Skrivebords- 
stolen og græder. 

FRU DAGMAR rejser sig, gaar hen til Fru Stefama, 
og forsøger at trøste hende. 

BALDVIN til Karl, i Forgrunden. Aa Herregud. Ta- 
ger hun sig det saa nær. Det er nu alligevel trist at se 
en gammel Eg knække. 

KARL. Ja, det har nu været en stærk Slægt, Baldvin. 

BALDVIN. Ja — Kvindesiden. 

KARL. Jeg tror, jeg vil slutte mig til Tante Stef ania. 

BALDVIN. Du!... Det vilde klæde dig ! 

KARL. Efter alt hvad j e g har faaet at høre i de 
sidste ti Aar! 

BALDVIN. Kom herhen et Øjeblik. De gaar op i 
Baggrunden. Baldvin taler med Karl og Eggert. Eggert 
ryster paa Hovedet, men mere Indtryk faar man ikke af 
Samtalen. 

FRU DAGMAR er det lykkedes at trøste Fru Stefa- 
nia saavidt, at hun gaar med hende ved Armen hen til 
Sofaen, hvor de begge sætter sig. 

FRU STEFANIA er dog stadig meget bedrøvet. 

BALDVIN foreslaar øjensynlig, at de skal tale sam- 
men inde i Dagligstuen. Han lukker Døren op og vinker 
Professor Thomsen hen. Alle fire Herrer gaar ind i Dag- 
ligstuen. 



77 

FRU STEFANIA. Der er nu kommet mere Ro over 
hende — hun sukker dybt. Nej, jeg bliver aldrig mere 
lykkelig. 

FRU DAGMAR. Aa, hvorfor skulde du ikke blive 

det. Der er dog ikke sket nogen virkelig Ændring i dine 

Forhold. Det har vi jo dog vidst fra vi var unge Piger, 

Stefania, at Kvinden ældes tidligere end Manden. 

FRU STEFANIA. Det ved jeg dog ikke. Det syntes 

jeg ikke, de gjorde i gamle Dage 

FRU DAGMAR. Der kommer jo dog den Tid i Kvin- 
dens Liv, hvor hun ser sin egen Elskov visne som en Eng 
paa en Efteraarsnat. Det synes jeg er Hovedsagen. Og 

vi kan dog ikke forlange 

FRU STEFANIA. Ja, du er ældre end jeg, Dagmar 
— jeg er ikke en vissen Eng. Græder paany. 

FRU DAGMAR. Ja, det forstaar jeg ogsaa. Men 
der findes jo ogsaa en lysere Side paa denne Sag, og det 
er, at hverken du eller Børnene har mistet Axel. 

FRU STEFANIA. Børnene ikke, nej. Men jeg. Jeg 
har mistet ham. Det er netop, hvad jeg har. Du siger, 
du forstaar det, Dagmar. Men i Virkeligheden forstaar 
du det ikke. Du gaar ud fra dig selv og dine egne Følel- 
ser. Du taler om forsvunden Elskov. Ja, det er netop 
hele Forskellen paa dig og mig. Hvis jeg har hørt op 
med at gøre ethvert Krav til ægteskabeligt Samliv, saa 
vilde jeg maaske tage det mere roligt. Eller hvis min 
Mand gav mig blot en lille Smule af sin Kærlighed. Men 
i mit Ægteskab er jeg blevet ladt ene tilbage, som paa 
en øde 0, som er omsust af min egen Lidenskab ... Du 
har ikke prøvet det, Dagmar, nej, du har ikke prøvet 
det . . . Du har ikke prøvet denne brændende Længsel 
efter Alderdommen. 

FRU DAGMAR føler en inderlig Trang til at være 
god imod hende, men indser sin Afmagt og kan kun 
tage hendes Haand og stryge den mekanisk, ustandselig, 
men hun selv ser frem for sig i Tanker. 

FRU STEFANIA. Og det forstaar nu ikke de Unge 
— nej. De ler kun. Og ingen kan komme og fortælle 
dem, hvor ubarmhjertig deres Latter er. 



78 

LOUISE kommer ind fra venstre. Hvor er alle Her- 
rerne? 

FRU DAGMAR. Jeg tror nok, de er inde i Daglig- 
stuen. Alle Herrerne kommer ind og gaar ned i Forgrun- 
den. 

FRU STEFANIA retter sig. 

BALDVIN. Tante Stefania — vi har det altid saadan 
med smaa Skærmydsler naar vi træffes. Nu vil jeg dog 
en Gang i dit Liv gøre dig glad. Du siger, at vi aldrig 
har villet se Georgs Evner, og vi har heller ikke gjort 
meget for at hjælpe ham, det er sandt. Nu har jeg talt 
med Far og Karl om det. Vi optager Georg i Firmaet. 

FRU STEFANIA rejser sig. I Firmaet — hvorledes? 

BALDVIN. Ligestillet med Karl og mig. Med samme 
Gage og samme Rettigheder. 

FRU STEFANIA næsten grader af Olæde og farer 
Baldvin om Halsen. Søde Baldvin. 

BALDVIN kysser hende paa Kinden. 

FRU STEFANIA. Jeg har nu altid inderst inde 
vidst, at du holdt af mig. 

BALDVIN. Det maa du ikke sige, Tante. Gud, hvor 
jeg hadede dig som Barn ! 

FRU STEFANIA. Som Barn, ja — men du v a r jo 
ogsaa en usædvanlig uartig Dreng. Vender sig mod Pro- 
fessor Thomsen. Hvad sagde jeg? Med uendelig Stolt- 
hed: Georg Thomsen, Direktør i Firmaet Thorlacius & 
Søn. Og som d u har været mod den Dreng ! Han vilde 
aldrig blive til noget, aldrig gøre Karriere ! Og Drengen 
er dog ikke mere end 27 Aar. 

LOUISE. Til Lykke, Tante Stefania. 

FRU STEFANIA. Tak mit Barn. Omfavner hende. 

FRU DAGMAR. Det er dejligt at se dig saa glad, 
Stefania. 

FRU STEFANIA. Ja, det er den bedste Dag i mit 
Liv. Omfavner hende ogsaa. 

EGGERT med et Smil til Professor Thomsen. Der 
er meget, en god Stilling kan faa en til at glemme. 

FRU STEFANIA gaar frem med sin Pung i Haan- 



79 

den og nærmer sig Eggert halvt undselig som en Skole- 
pige. Eggert ... her er de halvtreds Øre. 

EGGERT tager Pengestykket. For hvad? 

FRU STEFANIA. For Ballonen. 

EGGERT. Aa Herregud ja. Aabner sine Arme imod 
hende. 

FRU STEFANIA kaster sig i hans Arme og gaar 
saa med de andre Damer op i Baggrunden. 

KARL vender sig mod Eggert. Der er meget, en god 
Stilling kan faa én til at glemme, ja — men ikke noget 
imod hvad en lang Rejse kan faa én til at glemme. 

EGGERT. Hvadbehager? 

KARL. Jeg siger dig det, Far, at næste Gang du 
kommer til mig, saa kommer jeg med min Haveslange 
imod dig. Kærligheden — Kærligheden. Hvad er det 
dog for et gyseligt Monstrum, I vil gøre Kærligheden 
til? 

EGGERT. Karl — . 

KARL. Ja, naturligvis, hvis det er dit Ideal at gøre 
dig til en erotisk Vandrepokal — 

EGGERT. Nej, hold op Karl, jeg beder dig. Som 
jeg har stillet mig overfor dig er ingenting lettere for dig 
nu end at blive saadan ved hele Dagen. Jeg ved det godt 
selv. Og der er mere, jeg ved. Jeg ved, at ethvert Men- 
neskes Anskuelser kun er et Forsvar for hans Handlin- 
ger — dem han udøver eller kan tænke sig at udøve. 
Jeg mindes en Samtale, jeg havde med Sigtrud if jor — 
ja, det var saamænd den samme Dag, Viggo gik fra 
hende. 

KARL. En Samtale — om hvad? 

EGGERT. Om noget, jeres Bedstemor fortalte hende 
som lille Pige. Om de arabiske Telte. 

BALDVIN. Og Araberne drager afsted — 

EGGERT. Naa, du kender det. 

BALDVIN. Ja, det har Bedstemor virkelig ogsaa for- 
talt mig. »Vi er saamænd alle Nomader«, føjede hun til, 
og det er det fornuftigste, Bedstemor sagde i sit Liv. 
Sollyset strømmer ind i Stuen. 



80 

LOUISE. Nej, hvor er det dejligt Solskin. De flytter 
sig alle uvilkaarligt nærmere Vinduet. 

FRU DAGMAR. Ja, nu tror jeg nok vi skal gaa 
lidt ud i Haven. Saa skal jeg se, hvad jeg kan finde at 
traktere med. 

BALDVIN. Ja, lad os det. Til Professor Thomsen. 
Jeg tror, det er heldigt inden Tante igen kommer i Tan- 
ker om, at du eksisterer . . . Saa lille Børn, tag nu hinan- 
den under Armen, saa gaar vi ud i Haven. Karl, dig 
giver jeg skøn Louise. Tante — ! 

FRU STEFANIA. Hvad skal nu det til? . 

BALDVIN. Tante Stefania — du har en Charme, 
der er blevet saa sjælden nutildags, den Charme : at gaa 
smukt henad et Gulv. Jeg kender ingen Dame, der gaar 
saa stilfuldt og fornemt ved sin Kavalers Arm. D e t er 
noget, der er nedarvet gennem gamle fine Slægter. 

FRU STEFANIA. Hvad der ogsaa er nedarvet gen- 
nem gamle fine Slægter — hvis de da ikke er altfor 
degenererede — er Evnen til at gennemskue sin lille 
Nevøs Rænker. Hvornaar er du begyndt at tro, at din 
Tante er enfoldig? 

BALDVIN. Det har jeg skam aldrig troet. Jeg 
elsker simpelt hen at se dig gaa henad et Gulv. Du maa 
ikke nægte mig det. 

FRU STEFANIA naadig og fornem. Idag nægter 
jeg dig ikke noget, du beder mig om, Baldvin ... Jeg 
venter kun paa min Kavaler. 

PROFESSOR THOMSEN gaar hen til Fru Stefania, 
bukker ærbødigt og byder hende sin Arm. De gaar tvårs 
over Gulvet i Retning af Døren, saa følger Karl og 
Louise og endelig Eggert og Dagmar. 

BALDVIN gaar bagerst, og siger, inden han kom- 
mer hen til Døren, højt saa det runger i Stuen. Og Ara- 
berne drager afsted, med deres Kameler og Telte 



g. L. MUHI BMTRYKKUH. KMENHAVti 

819068 






1C130366 



PMMHi